

1000 år gammel fransk broderihistorie i Sottrupskov
Oplev over 1000 år gammel fransk broderihistorie i Sottrupskov den 5. juni… Og mange andre ting.
Tag turen til Sottrupskov på cykel eller til fods, til Nydamselskabet og Sottrupskov Landsbylaugs Tour de France-aktiviteter.
Her kan du bl.a. opleve hvordan historien om Nydambåden broderes med Bayeux-sting, som er kendt fra det berømte Bayeux-tapetet i Frankrig, du får endda selv lov til at prøve at brodere de samme historiske sting.
Kunstner Inger Dethlefsen har designet fire tapeter på 80x115cm med titlerne: ”Fund i mosen”, ”Jernalder og krig”, ”Rejsen” og ”Nydam Tveir”.
Design og syprøver vises på dagen, som også byder på følgende aktiviteter for både børn og voksne:
- Historisk fortælling om broderi af de franske Bayeux tapetet
- Fortælling om processen for at få lavet Nydam tapeterne
- Arbejdende stand hvor gæster kan lære at sy Bayeux-sting
- Smeden laver søm
- Fremstilling af tovværk
- Ophold i Nydambåden med fortælling om bådbygning
- Alle kan prøve selv at lave ild som i jernalderen
Ved P-pladsen i Sottrupskov er der desuden Grundlovsfest med grundlovstale, musik og salgsboder.
Hvis du cykler til Sottrupskov – så sender medlemmer af Nydamselskabet, i det flotteste jernaldertøj, dig afsted kl. 13 fra de to steder;
- Ringridderstatuen i Sønderborg, Brogade 2 på en tur på 11 km
- Møllen ved Sandbjerg Slot, Sandbjergvej 102, på en tur på 2 km
(Tilmelding ikke nødvendig)