
I forfatterens SPOR: Kaj Smedemark
Oplev den litterære lydvandring “Ulveland” i Nørreskoven sammen med Kaj Smedemark
Kaj Smedemark: Ulveland
I Ulveland bliver din forestillingsevne sat på prøve. Du skal nemlig 6000 år tilbage i tiden og følge jæger-samlerne Tjørk, Ulf og Birk fra Bjørneslægten, når de skal på ulvejagt. Kaj Smedemarks store viden om den alsiske natur og historie skinner tydeligt igennem, og han har skrevet en sanselig lydvandring, der får fortidens mennesker til at stå lyslevende foran dig og giver dig en dyb forståelse af den vilde natur både før og nu.
Turen er ca. 4 km
Billet inkl. let forplejning: 50 DKK
Mødested: Fjordmosevej (ved vandet), 6430 Nordborg
I forfatterens SPOR
De otte litterære lydvandringer i SPOR er lige så forskellige som de forfattere, der har skrevet dem. I anledning af, at SPOR bliver lanceret, har du mulighed for at deltage i et særarrangement, hvor du kan opleve lydvandringerne fra projektet SPOR i fællesskab med fortællingens forfatter.
Inden lydvandringen vil forfatteren fortælle om arbejdet med teksten og om sine tanker bag fortællingen. Herefter går vi i forfatterens SPOR og begiver os i fællesskab af sted på lydvandringen – mens vi hver især oplever lydvandringen i vores egne høretelefoner.
Når lydvandringen er færdig, samles vi til en uformel Q&A, hvor du kan stille spørgsmål til forfatteren, mens vi nyder lidt godt til ganen.
Husk at medbringe smartphone og høretelefoner