Landsstævne 2029
Idræt og historie mødes i et bæredygtigt DGI Landsstævne i 2029 i Sønderborg.
Danmarks største idrætsfestival vil danne rammen for fire, festlige sommerdage i 2029 fyldt med idræt, oplevelser og fællesskaber.
Der vil være løb, fodbold, mountainbike og gymnastik og et hav af andre idrætsaktiviteter, shows og workshops, og alle over 15 år kan deltage.
Åbningsceremonien foregår torsdag den 5. juli, og afslutningsceremonien vil være søndag den 8. juli 2029.
Hvad kan man forvente, når DGI Landsstævnet kommer til Sønderborg?
Hvert fjerde år strømmer tusindvis af danskere til en ny værtsby, der kan præsentere et væld af idrætsaktiviteter, fællesskab, fest og farver. I 2029 er det Sønderborg, som er værtsby for DGI Landsstævne.
Over fire dage bliver Sønderborg By centrum for Danmarks største idrætsfestival med mere end 22.000 deltagere, tusindvis af frivillige og besøgende. Stævnecentrum vil blive Sønderborg Stadion og Ringriderpladsen.
Hele Sønderborg By bliver scene for de mange idrætter, men også en kæmpe folkefest med koncerter, shows, festtelte, madområder og forskellige aktiviteter på torve og i parker.
Foruden deltagerne forventes det, at Landsstævnet i løbet af de fire dage vil tiltrække i omegnen af 60.000 gæster.
Fakta om DGI Landsstævnet
- Landsstævnet er Danmarks største idrætsfestival med mere end 30 forskellige idrætter.
- Landsstævnet blev afviklet for første gang i 1861, så når DGI Landsstævne rammer Sønderborg i 2029, vil det blive det 30. i rækken af landsstævner.
- Sidste gang Sønderborg var vært for landsstævnet var i 1928 med over 8000 deltagere i Kongeskansen i Dybbøl.
- Det er DGI, som arrangerer Landsstævnet, i tæt samarbejde med værtskommunen og det lokale foreningsliv. Værtskommunen er ansvarlig for rammerne omkring Landsstævnet, mens DGI er ansvarlig for indholdet.
- Til Landstævnet skal man bruge ca. 4.000 frivillige, som tjener penge til deres foreninger.
- Der er ca. 125 ‘Kom og prøv’-aktiviteter under Landsstævnet, som man kan vælge imellem.
Nyheder
Store arrangementer bytter datoer
13.08.26
Når Sønderborg er værtsby for DGI Landsstævne 2029, bliver det på datoerne torsdag den 5. juli til søndag den 8. juli. Det er samme weekend som Ringriderfesten i Sønderborg – derfor har Sønderborg Kommune i samarbejde med ringriderforeningen valgt at flytte ringriderfesten en uge længere ind i juli for at skabe bedste de bedste muligheder for de to events.
Datoerne er nu på plads for Landsstævnet, som kommer til at foregå den anden weekend i juli: Torsdag den 5. juli til søndag den 8. juli 2029.
Traditionelt foregår Ringriderfesten i Sønderborg også den anden weekend i juli. For at undgå at de to arrangementer falder samme weekend, har Sønderborg Kommune og Ringriderfesten i Sønderborg i samarbejde valgt at rykke Ringriderfesten til en uge senere, så den kommer til at foregå fredag den 13. juli til mandag den 16. juli 2029.
Dette er traditionelt Gråsten Ringridnings weekend. Derfor er det aftalt med Ringriderforeningen i Gråsten, at ringriderfesten rykkes frem til samme weekend som Landsstævnet.
Sønderborg Kommune takker ringriderforeningerne for et godt og positivt samarbejde, så alle i Sønderborg Kommune, arrangørerne, borgerne, turisterne, handlen og restauranterne kan få det bedste ud af begivenhederne.
Cykeltur satte lys på DGI Landsstævne 2029
29.04.26
Medarbejdere fra Sønderborg Kommune og DGI foretog onsdag en syv timer lang cykeltur for at besigtige mulige lokationer til DGI Landsstævnet.
Sønderborg By præsenterede sig på bedste vis – nemlig i fuld solskin, da Sønderborg Kommune havde besøg af repræsentanter fra DGI. Formålet med dagen var at gennemgå udvalgte faciliteter og lokationer, som kan bruges under DGI Landsstævne i sommeren 2029.
Gruppen så blandt andet på områder til muligt stævnecentrum, aktivitetsspots, samlingssteder, grønne områder og steder til udendørs gymnastikgulve. Det er forventningen, at Sønderborg Kommune og DGI inden årets udgang har grundstrukturen på plads med de største og vigtigste aktivitetsområder.
Sønderborg Kommune ansætter projektleder for DGI Landsstævne 2029
10.04.26
Sønderborg Kommune har ansat Peter Nielsen som projektleder for Sønderborg Kommunes del af DGI Landsstævne 2029.
I sommeren 2029 bliver Sønderborg centrum for Danmarks største idrætsfestival med mere end 22.000 deltagere, tusindvis af frivillige og besøgende. Det bliver Peter Nielsen fra Sønderborg, der fra 1. maj 2026, skal stå i spidsen for Sønderborg Kommunes arbejde med Landsstævnet.
Peter Nielsen har gennem sit arbejdsliv opbygget solid erfaring med projektledelse, arbejdet med frivillige og gennemførelse af events. Han har blandt andet arbejdet som projektleder ved PULS Human Relations og for uddannelsesinstitutioner, har været talentchef og træner i SønderjyskE Herrehåndbold og har været medarrangør af internationale håndboldslutrunder i Danmark samt arrangør af DM i Adventure Race.
Peter Nielsen får det overordnede ansvar for Sønderborg Kommunes planlægning og afvikling af Landsstævnet i tæt samarbejde med DGI.
Hans første arbejde bliver at udarbejde en konkretiseringsaftale mellem Sønderborg Kommune og DGI. Aftalen skal fastlægge økonomi, organisation, milepæle og de strategiske mål for Landsstævnet 2029.