
Intet mindre end en utrolig jazzoplevelse i Sønderborg venter publikum søndag den 12. oktober. Til frokostjazz på Hotel Sønderborg Strand spiller nemlig det amerikansk/danske jazzensemble Don Vappie & Finn Burich Internationale New Orleans Jazzband.
Bandet består af musikere fra forskellige lande og ledes af den amerikanske jazzmusiker Don Vappie og den danske trombonist Finn Burich. Sammen bringer de den autentiske lyd fra New Orleans ud til et publikum, som ved utallige udsolgte koncerter har mødt netop dette band med virkelig stor begejstring.
Bandet forener det bedste fra amerikansk og europæisk jazztradition, med hovedvægt på den karakteristiske New Orleans-lyd: energisk, livlig og fyldt med improvisation. Gruppen spiller en vigtig rolle i at udbrede jazzkulturen og formidle musikarven fra New Orleans til nye generationer.
Frokostjazz arrangeres af New Orleans Jazz Sønderborg. Billet kan købes via hjemmesiden neworleansjazz.nu og indbefatter to stykker smørrebrød. Der er adgang fra kl. 11.30. Koncerten slutter kl. 16.