Hvad er det for en skat, Augustenborg gemmer på?
Augustenborgs kulturmiljø er enestående. Hertugernes Augustenborg kan bedst betegnes som en miniudgave af barokkens slotsby, dvs. et bysamfund vokset op omkring et fyrsteligt slot og visuelt tydeligt underordnet og tilpasset dette slot. Alene selve slottet med staldgård og andre tilknyttede bygninger, herunder den smukke og tidstypiske kirke, er Danmarks mest storslåede senbarokke slotsanlæg. Men samtidig er det af meget stor kulturhistorisk værdi, at der i tilknytning til slottet ikke blot er park og palæ, men også et lille bysamfund, der både historisk og stilmæssigt er så tæt forbundet til slottet og hertughoffet.
Oversigtskort fra 1700-tallet
At det hele stort set er skabt over godt 40 år (1764-1807) betyder, at byens private huse stilmæssigt lægger sig op ad det forbillede, slottet er. Det er med til at gøre Augustenborg helt enestående. I Danmark findes der kun ganske få andre eksempler på en sådan barok slotsby som f.eks. Møgeltønder, Tranekær og Fredensborg. Men ingen af disse byer har et totalt udtryk som slotsby, der kan måle sig med Augustenborg. Slot, kirke, staldgård, park og by udgør en lille fyrstelig verden, som ud over hertugen, omfattede al den service, der var nødvendig, samt enkelte forretningsfolk, som så en mening i at lægge sig tæt til dette sted.
Hertugernes Augustenborg er i dag et af de mest interessante og unikke steder at studere fyrsteligt formsprog og selviscenesættelse. Dette skyldes, at de magtfulde Augustenborg’ere på den ene side var de eneste hertuger i helstaten Danmark og havde fyrstelige privilegier over deres undersåtter. Ligeledes kunne slægten, der nedstammede fra Christian 3., påberåbe sig arveret til den danske trone. Men på den anden side var deres reelle magt og selvstændighed begrænset. Dette dilemma betød, at den symbolske arena blev meget mere vigtig, end hvis hertugerne havde haft fuld selvstændighed og magt. Augustenborg Slot og by skal derfor både ses, tolkes og forstås som hertugernes manifestationen og iscenesættelse af sig selv som hertuger.
Hvad viser kulturmiljøanalyserne?
Århus Arkitektskole har med støtte fra Realdania gennemført projektet ”Umistelige Kulturmiljøer i Danmarks yderområder”, hvor ca. 900 danske kulturmiljøer er blevet screenet. Projektet har omfattet analyse af 37 kulturmiljøer i Sønderborg Kommune, herunder Hertugernes Augustenborg. Augustenborgs kulturhistoriske værdi og udviklingspotentiale vurderes i undersøgelsen at være i top på alle parametre. Hertugernes Augustenborg er således det kulturmiljø i Sønderborg, der vurderes at have størst værdi og potentiale, ligesom den høje rating er bemærkelsesværdig på landsplan.
Det er en konklusion, som Rønnow Arkitekter, der er specialiseret i bevaring og udvikling af betydningsfulde historiske bygninger og miljøer, er enige i. Rønnow har udarbejdet en meget omfattende kulturmiljøanalyse af Augustenborgs bygninger og byrum, og den store analyse er en væsentlig del af grundlaget for planerne for genetableringen af Hertugernes Augustenborg. Rønnov konkluderer i analysen, at Hertugernes Augustenborg har potentiale til at følge byer som Ribe og Christiansfeld, hvor 2/3 af turisterne besøger byen pga. kulturarven.
Rønnov konkluderer i analysen,
at Hertugernes Augustenborg har potentiale
til at følge byer som Ribe og Christiansfeld,
hvor 2/3 af turisterne besøger byen
pga. kulturarven.
Hvorfor har Hertugernes Augustenborg så stor historisk betydning?
Det er ikke alene den arkitektoniske og kulturhistoriske værdi, der gør Hertugernes Augustenborg så bevaringsværdig. Også betydningen for Danmarks, Grænselandets og Europas historie spiller en afgørende rolle. For Hertugernes Augustenborg ligger i hjertet af det dansk-tyske grænseland, hvor nationalismens fremmarch fra 1830’erne satte bølger i gang, der både skulle ende med at ændre Europa-kortet og dansk identitet og selvforståelse for altid.
Augustenborg’erne og hertugdømmet spillede en nøglerolle i den nationalistiske kamp mellem dansk og tysk, der har formet Grænselandet. 1800-tallets nationalistiske bølge, der skyllede ind over Europa, betød et endeligt for Augustenborg’erne, der satte alt over styr i en bitter, rethaverisk og efter flertallets mening landsforræderisk kamp om magten, æren og det hele kongerige. Men på trods af krig og århundredes turbulent historie er det lykkedes at bevare et enestående kulturmiljø i Augustenborg, der i dag ligger på en af verdens få demokratisk valgte grænser.
Et dyk ned i historien
Fra landsby til Hertugby
Augustenborg bys kerne har både en historie og en fremtræden, som er uden sidestykke i Danmark. Til 1651 lå der på stedet en ganske almindelig landsby. Omgivelserne begyndte at ændre sig over de næste ti-tyve år, da hertug Ernst Günther anlagde et nyt herresæde, opkaldt efter hans kone, prinsesse Augusta. Det er sket mange andre steder i Danmark, og som udgangspunkt var selve herregården også som så mange andre opført med tæt forbindelse mellem herskabshjem og landbrug.
I begyndelsen af 1700-tallet begyndte der imidlertid at gro en lille by op på stedet, og i 1733 flyttede hertugen samtidig landbruget nogle hundrede meter mod nord. Begge dele markerede visuelt og symbolsk, at stedet skilte sig ud fra almindelige herregårde og tydeligere blev fyrsteresidens. I 1764 kunne hertugfamilien udvide sine godser meget betydeligt, så man blev herrer over det halve af Als. I årene 1764-76 skabtes det nuværende slot og de fleste af de tilknyttede bygninger, og samtidig indledtes et større privat byggeri. Byens storhedstid strakte sig således fra 1764 til 1848.
Augustenborg’erne – fra hertuger til landsforrædere
Augustenborg’ernes arveret til både den danske trone og hertugdømmerne Slesvig og Holsten spillede hovedrollen i alle deres dispositioner. Augustenborg-slægten nedstammede fra Christian 3. og havde arveret til den danske trone, hvis den oldenborgske mandsstamme skulle uddø. Kravet var blevet væsentligt styrket i 1786, da hertug Frederik Christian 2. af Augustenborg giftede sig med prinsesse Louise Augusta af Danmark – og der samtidig begyndte at tegne sig et billede af, at kongeslægten ville uddø, da Frederik 6. ingen arvetager havde.
Da hertug Frederik Christian døde, overtog hans søn hertug Christian August arvekravet og fór gennem 1830’erne og 1840’erne frem på alle fronter. Augustenborg’erne lagde ikke en finger imellem: Kongeriget Danmark og begge hertugdømmer skulle have en fælles augustenborgsk regent, når Frederik den 6. døde! Men Frederik 6. gjorde det klart, at den senere Christian 8., skulle efterfølge ham, hvilket skete i 1839.
At kongeriet havde valgt en anden efterfølger, var hertug Christian August tvunget til at acceptere, men konflikten var åbenlys. Efter at Christian 8. i 1846 udsendte et åbent brev, hvor arvefølgen blev fastlagt uden at tilgodese Augustenborg’ernes arvekrav, fortsatte hertugen i stedet kampen for at sikre arveretten til Slesvig-Holsten. Hertugen mente, at den bedste måde at gøre dette på, var ved at indgå i et fællesskab med den nationalistiske slesvig-holstenske bevægelse, der ønskede at løsrive sig fra Danmark. Hermed var kursen mod konflikt for alvor sat.
Alt sættes på spil: Treårskrigen 1848-1850
Christian 8. døde i januar 1848, og i marts frasagde hans søn, Frederik 7., uden modstand sig sin enevældige magt. Vejen var hermed banet for de nationalliberales krav om en fri forfatning for Kongeriget og Slesvig. Det opfattede både hertugen og den slesvig-holstenske bevægelse som et stort tilbageskridt. Dels var det et klart nederlag for augustenborg’ernes arveret til Slesvig, og dels var det en direkte manifestation af, at kongeriet Danmark og hertugdømmet Slesvig hørte sammen – og altså en konfrontation med hertugens og bevægelsens krav om at løsrive Slesvig-Holsten fra Danmark og i stedet indgå i det tyske forbund.
Modsvaret fra Augustenborg’erne og Den Slesvig-holstenske bevægelse blev dannelsen af en slesvig-holstensk oprørsregering, hvor hertug Christian Augusts bror, prins Frederik af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg (Prinsen af Nør) blev udnævnt til krigsminister. Han gennemførte straks et kup mod fæstningen i Rendsburg, hvilket var startskuddet til Treårskrigen. Augustenborg-hertugerne spillede en nøglerolle i krigen, hvor de led de et altødelæggende nederlag og blev stemplet som landsforrædere.
Med den danske sejr i Treårskrigen tabte Augustenborg-hertugerne Augustenborg, som de måtte flygte fra. Hertugens besiddelser blev overtaget af den danske stat, og både hertug Christian August og hans bror Prinsen af Nør blev stemplet som landsforrædere og var genstand for danskernes grænseløse foragt. F.eks. blev Christian Augusts kontrafej benyttet i bunden af danske natpotter…
En hertugresidens bliver psykiatrisk hospital
Ikke mange år senere kolliderede dansk og tysk nationalisme igen i spørgsmålet om Slesvigs skæbne – og denne gang endte det med et dansk nederlag. Med nederlaget i 1864 blev Augustenborg sammen med resten af Sønderjylland en fjern provins i det stortyske rige. Derfor kunne Augustenborg-slægten generhverve Augustenborg – til gengæld for, at den sidste hertug, Ernst Günther 2., overfor kejser Wilhelm 2. af Tyskland gav afkald på alle rettigheder til provinsen Slesvig. Augustenborg blev dog aldrig igen fyrsteligt residens. I stedet fulgte institutionstiden, hvor slottet med tilhørende anlæg og bygninger blev benyttet til lazaret, kaserne og kvindeseminarium.
Det var først med genforeningen i 1920, hvor Augustenborg atter blev dansk, at der blev sat endeligt punktum for ejerforholdet omkring Augustenborg Slot. Da Ernst Günther 2. af Augustenborg døde i 1921, var Augustenborg Slot således under definitiv overdragelse til den danske stat. Ingen i Danmark følte dog det store behov for at mindes eller værne om hertugerne, deres arv og historie, og det fyrstelige slot blev nærmest helt symbolsk indrettet som psykiatrisk hospital.
Kongebesøg i Augustenborg, 13. juli 1920 i anledning af Genforeningen. Fotograf: J. Boisen. Udlånt af Museum Sønderjylland
