For andet år i træk forbedrer Sønderborg Kommune sin position som erhvervsvenlig kommune. Med en 12. plads indtager Sønderborg en placering som en af landets mest erhvervsvenlige kommuner. Det viser Dansk Byggeris seneste kommuneanalyse.
I analysen bliver samtlige 98 kommuner i landet målt på 22 forskellige forhold, som har betydning for erhvervslivets muligheder for at skabe vækst og udvikling. Det tæller blandt andet byggesagsbehandling, skatter og afgifter, konkurrenceudsættelse af driftsopgaver, erhvervsaffald, udbudspolitik samt arbejdsmarked og uddannelse.
Borgmester, Erik Lauritzen, er stolt over resultatet:
Det er glædeligt at se, at vi ifølge Dansk Byggeri endnu engang er lykkedes så godt med tingene. I Sønderborg Kommune har vi stor opmærksomhed på at skabe optimale rammer for, at vores lokale erhvervsliv kan blomstre. Det betyder nemlig meget for mulighederne for at skabe aktivitet og arbejdspladser, hvilket i sidste ende skaber vækst og fremgang til glæde for både borgere og virksomheder. Vi vil igen i år anvende resultaterne af analysen i den fortsatte dialog med Dansk Byggeri.
Borgmesteren understreger, at Sønderborg Kommunes flotte placering vidner om engagerede og dygtige medarbejdere i kommunen:
Jeg anerkender den store indsats fra medarbejderne, der servicerer virksomhederne i vores kommune. Med den flotte 12. plads må vi konstatere, at vi langt hen af vejen er rigtig godt med. Det kan vi godt være stolte over. Området med at servicere vores lokale erhvervsliv, kræver dog fortsat fuldt fokus, og vi har aktuelt rigtig mange byggesager, udtaler borgmester Erik Lauritzen.
Det er 9. gang Dansk Byggeri udgiver erhvervsvenlighedsanalysen.
Klik på Sønderborg Kommune på kortet her: https://kort.interkort.dk/embed/WA2PJEZUEVA23HE2NM1N
Her kan du se hele undersøgelsen: