Sønder Havnegade i Sønderborg lukkes fra mandag den 4. juli til torsdag den 1. september 2022. Lukningen bliver fra hjørnet af Brogade til hjørnet af Nørrebro.
Sønder Havnegade får fra mandag den 4. juli til den 1. september status som gågade hvilket betyder, at der ikke kan køres i bil, motorcykel, knallert eller cykel på strækningen. Det sker efter, at gaden var lukket som et forsøg sidste sommer. Efter en evaluering har Byrådet besluttet, at Sønder Havnegade skal lukkes permanent for kørende trafik i juli og august.
Gaden lukkes ved hjælp af en spærringsbom, som stilles op den 4. juli om morgenen og fjernes igen torsdag den 1. september om morgenen.
Der opsættes desuden skilte med omkørsel til kørende, der skal fra området omkring Kong Christian X’s Bro til området omkring Sønderborg Slot samt retur.