|
Under temaet ”Arkitekturens forbindelser til naturen” inviterer Sønderborg Kommune borgerne til at rette opmærksomheden mod arkitekturen omkring os. Det er nu muligt at indstille projekter til årets priser for Anerkendelsen for Smuk Bygningskultur. |
Igen i år bakker Sønderborg Kommune op om Arkitekturens dag ved at invitere borgerne til at indstille lokale projekter til fire forskellige priser inden for Anerkendelse for Smuk Bygningskultur. Årets tema ”Arkitekturens forbindelser til naturen”, der er udspringer af arbejdet med FN’s verdensmål, har inspireret til en ny kategori, hvor også små projekter har en chance for at blive præmieret. Ny kategori sætter fokus på arkitekturen i naturen Med den nye kategori ”Arkitektur i Natur og Landskaber” ønsker man at sætte fokus på projekter der, uanset størrelse, har skabt en forbindelse til naturen og landskabet, eller omvendt, hvor arkitekturen er med til at sætte en ramme om naturen og landskabet. Samtidig kan der være tale om projekter, der styrker de lokale fællesskaber og oplevelser. Det kan fx være alternative shelters eller naboens nyeste corona-projekt med en havepavillion, der på en særlig måde passer ind i landskabet og stedet, og som fortjener at blive anerkendt. – Bygnings- og landskabskulturen sætter rammerne for det gode liv, der leves her kommunen, og det glæder mig, at vi i forbindelse med Arkitekturens Dag kan sætte pris på de lokale projekter og initiativer, der tilfører vores lokalområder kvalitet og merværdi. Bæredygtighed og grøn omstilling fylder stadig mere i kommunens arbejde. Med årets tema og den nye kategori får vi fremhævet den arkitektur, der skaber en forbindelse til naturen og vores måde at bruge og opleve den på. Dette passer lige ned i verdensmål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund. Jeg håber, borgerne vil være med til at pege på de projekter, der gør kommunen til et smukkere og bedre sted at opholde sig, siger Aase Nyegaard, formand for Teknik og Miljø. Indstilling af kandidater til priserne På kommunens hjemmeside kan enhver indstille projekter, som de mener, bør vinde en af de fire priser, der vil blive uddelt på Arkitekturens Dag i oktober 2021. De fire kategorier er ”Smukt nybyggeri”, ”Smuk istandsættelse & vedligehold”, ”Smukt uderum” og ”Arkitektur i natur & landskaber”. Sidste frist for at komme med indstillinger er 6. august 2021. Bonus-pris: Borgernes favorit Sønderborg Kommune gentager succesen fra sidste år, og smider en ekstra kategori ind i puljen. ”Borgernes favorit” findes ved at borgerne får mulighed for at stemme på deres yndlingsprojekt blandt de indstillinger, som går videre til det endelige opløb om de fire hovedpriser. Afstemningen foregår på digitale medier og finder sted i løbet af sensommeren. Samarbejde med Arkitektforeningen Hvert år på den første mandag i oktober sætter Arkitektforeningen med Arkitekturens Dag særligt fokus på arkitekturen. Som optakt til dagen inviteres hele landet til at se, mærke og tale om arkitektur. Det sker i samarbejde med kommuner, kulturinstitutioner, foreninger og tegnestuer. Arkitektforeningen opfordrer fx alle landets kommuner til at præmiere god arkitektur i lokalområdet. https://arkitektforeningen.dk/arkitekturens-dag/ Billedtekst: Stendysseprojekt Kettingskov vandt i 2020 anerkendelsesprisen Godt Lokalt Initiativ. Madpakkestedet indbyder til ophold for gående, kørende eller cykelister, hvor man kan nyde de smukke, naturrige omgivelser. Foto: Kettingskov Landsbylaug |