Sønderborg Byråd har afsat 100.000 kr. om året for at støtte borgerinitiativer. Puljen er målrettet drift- og vedligeholdelsesinitiativer af grønne områder, som alle har glæde af. Det kan være en affaldsindsamling, vedligeholdelse af en bro eller bordebænkesæt på fællesarealer.
Partierne bag budgetaftalen for 2020-2023 i Sønderborg Kommune har afsat 100.000 kr. om året i en pulje, som borgere og foreninger kan søge om tilskud fra til forskellige drifts- og vedligeholdelsesprojekter. Da der pga. COVID-19 ikke blev uddelt penge fra puljen sidste år, er der i år 200.000 kr. at søge om.
– Vi ser rundt omkring, ikke mindst i landsbyerne, fine eksempler på fællesarealer, hvor der er bålsted, borde og bænke, bålhytte eller den slags, som det ofte er en forening eller private, der vedligeholder. Det kan også være en affaldsindsamling eller en badebro. Disse borgerinitiativer vil vi gerne støtte. Og måske kan vi inspirere til flere projekter rundt omkring, når der er mulighed for at få tilskud til drift eller vedligeholdelse, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget, Aase Nyegaard, i forbindelse med, at udvalget godkendte retningslinjerne for anvendelse af puljen.
– Retningslinjerne er prisværdigt enkle, så jeg kan kun opfordre borgere og foreninger til at søge. Det er vigtigt for os, når vi vurderer ansøgningerne, at der er offentlig adgang, og at rigtig mange får glæde af de tiltag, der støttes. Vi skal også have en tidsplan og et budget. Men så er det eller bare med at sende os en ansøgning, lyder opfordringen fra udvalgets næstformand, Stefan Lydal.
FAKTA
- Puljen er på 100.000 om året til og med 2023 – dog 200.000 kr. i år, idet der ikke er udbetalt midler sidste år
- Ansøgningsfristen er i år 31. maj (de efterfølgende år vil det være 31. januar)
- Send ansøgningen til projektoganlaeg@sonderborg.dk
- Både private og foreninger kan søge én gang årligt om et tilskud på maks. 20.000 kr.
Der kan med fordel søges til områder, hvortil der er offentlig adgang, og som dermed skaber merværdi for så mange som muligt.