
Svensk akvarelkunst indtager KunstPunkt i Augustenborg
Svensk akvarelkunst indtager KunstPunkt i Augustenborg
KunstPunkt i Augustenborg byder i juni på en stemningsfuld udstilling med den anerkendte svenske akvarelkunstner Anna Törnqvist. Publikum kan opleve en farverig verden af akvareller, hvor transparente lag, spontane bevægelser og stærke fortællinger smelter sammen.
Udstillingen rummer både fantastiske landskaber, finurlige persongallerier og mere konkrete motiver som bygninger, bymiljøer og havne. Gennem mange års arbejde med akvarelmediet har Anna Törnqvist udviklet et særligt billedsprog, der balancerer mellem det naturalistiske og det abstrakte. De vandopløselige pigmenters lethed og gennemsigtighed skaber værker, som giver plads til beskuerens egne fortolkninger.
Anna Törnqvist er en flittig udstiller i Norden og underviser desuden på kurser i Sverige, Danmark og Spanien. I forbindelse med udstillingen på KunstPunkt afholder hun også kursus på Sønderjyllands Kunstskole i Sønderborg.
Udstillingen åbner med fernisering fredag den 19. juni kl. 15.00, hvor kunstneren selv vil være til stede. Åbningstalen holdes af Thomas Lunau, leder af Sønderjyllands Kunstskole.
Der er fri adgang til udstillingen i hele perioden fra den 19. til den 26. juni, dagligt kl. 11.00-16.00.
Fakta
- Fernisering: Fredag den 19. juni kl. 15.00
- Udstillingsperiode: 19.-26. juni
- Åbningstid: Dagligt kl. 11.00-16.00
- Sted: KunstPunkt Storegade 14 Augustenborg