Indlæser Begivenheder

Mød Kvindeparaplyen til Kulturnatten

6. september | 17:00 - 21:00

Kvindeparaplyen arbejder for kvinders menneskerettigheder

Kvindeparaplyen i Sønderborg er et enestående samarbejde mellem flere af byens frivillige kvindeforeninger. De har alle som mål at forbedre menneskerettighederne for kvinder og piger, såvel lokalt, nationalt som internationalt, inden for FN´s 17 verdensmål.

Under Kvindeparaplyen finder du Sønderborg Kvinde- og Krisecenter, Zonta, Soroptimist International Danmark, Bydelsmødrene, Kvindekomitéen og Qnet Røde Kors. Kvindeparaplyen har en stand ved Kulturnatten og er du nysgerrig eller har lyst til at være med i en af kvindeorganisationerne, så kom forbi og få en snak.

Kvindeparaplyen laver i årets løb forskellige arrangementer i Sønderborg, bl.a. Orange Dage i november under FN´s motto Bekæmp vold mod kvinder og et arrangement den 5. juni til fejring af kvinders valgret. Kvindeparaplyen støtter desuden op om den årlige fejring af Kvindedagen 8. marts.

Flere af de lokale foreninger har en stor national og international organisation i ryggen. De arbejder både praktisk, f.eks. med indsamling af penge til projekter i udviklingslandene, og strategisk med at sikre politisk fokus på kvinders vilkår. Resultatet af det frivillige arbejde er så velanskrevet, at foreningerne har høringsret i kvindespørgsmål i FN.

I nogle foreninger betaler du et årskontingent for at være med, i andre ikke. Som medlem kan du gøre en vigtig indsats til støtte for andre kvinder og piger. Dit eget udbytte er ny viden og nye venskaber med kvinder af forskellig faglighed og alder. Og har du ambitioner og lyst, så er der gode muligheder for at få dine egne kompetencer i spil, også i et internationalt netværk.

Du er velkommen til – uforpligtende – at få meget mere information ved at kontakte den enkelte forening.

Mød Kvindeparaplyen til Kulturnatten og hør mere om:

Sønderborg Kvinde- og Krisecenter hjælper kvinder, der er udsat for vold eller trusler om vold i nære relationer – fysisk, psykisk, seksuel eller økonomisk. Der er såvel ansatte som frivillige tilknyttet centret.

Du kan kontakte centret pr. mail på kkc@kvindekrisecenter.dk.

Zonta arbejder for en verden, hvor kvinders rettigheder anerkendes som menneskerettigheder, og hvor alle kvinder har mulighed for at udnytte deres fulde potentiale.

Zonta-klubben i Sønderborg har 21 medlemmer med forskellige uddannelser, job og alder, der igennem forskellige arrangementer skaffer donationer til projekter, der styrker kvinders muligheder.

Læs mere om Zonta her eller kontakt klubben pr. mail: zontasonderborg@gmail.com

Soroptimisterne i Sønderborg har ca. 30 medlemmer – alle med forskellig baggrund. Ligesom de øvrige 52 klubber i Danmark arbejder Sønderborg-klubben for kvinders og pigers vilkår og muligheder vedrørende uddannelse, erhverv, sundhed, social status, fødevaresikkerhed og bæredygtig udvikling.

Læs mere om Soroptimisterne her, hvor du også finder kontaktoplysninger.

Bydelsmødrene i Sønderborg er frivillige kvinder – de fleste med etnisk minoritetsbaggrund – som arbejder for at motivere isolerede kvinder til at blive stærke mødre og aktive medborgere i deres lokalsamfund. Formålet er at styrke kvinderne, deres familier og lokalsamfundet.

Her kan du læse mere om Bydelsmødrene.

Kvindekomitéen er en frivillig forening, der arbejder for at fremme forståelsen for kvinders sag. Kvindekomitéen gennemfører et årligt arrangement på kvindernes internationale kampdag den 8. marts, hvor Årets Kvindepris uddeles.

Qnet Røde Kors’ formål er at hjælpe kvinder og deres børn til at finde ro og trygge rammer efter et brud med et voldeligt forhold eller efter et ophold på et krisecenter. Qnet tilbyder f.eks. samtaler, hjælp med offentlige myndigheder eller med praktiske opgaver i hjemmet, arrangementer og fællesskaber. Alle frivillige i Qnet er kvinder, og alle har tavshedspligt. Læs mere her.

Share This Event

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Detaljer

Dato:
6. september
Tidspunkt:
17:00 - 21:00