Søndag d. 6. april kl. 10:00-12:00 bliver en ny eventyrrute lanceret på Kær Vestermark. Borgmesteren holder åbningstale kl. 10:00 ved Støvlen, hvorefter børn og voksne sendes ud på eventyr.
Med en opladet mobil er man godt undervejs, når man via en gratis app ledes rundt på Kær Vestermark. Her møder man vildungerne Baja og Ondo, som må ud og løse et stort mysterium. For hvem er det mon, der har tabt en kæmpe stor støvle midt på deres eng?
Den lokale rollespilsforening SLuRK krydrer oplevelsen undervejs.
I Støvlen vil der desuden være højtlæsning, krea-aktiviteter og en lille overraskelse til alle børn.
Ruten er ca. 1,4 km lang, og eventyret henvender sig primært til børn i alderen 4-9 år. Alle er dog velkomne til at sætte eventyrkasketten på skrå og begive sig ud på ruten.
Eventyret på Kær Vestermark er et ud af i alt 14 eventyr skrevet til børnevenlige ruter i grænselandet. De 14 eventyrruter er blevet til i et samarbejde mellem de syv kommuner i grænselandet, Deutscher Jugendverband für Nordschleswig og Natureventyr med støtte fra Interreg Deutschland-Danmark og Den Europæiske Union.