Det er nødvendigt at være frisk, hvis man bliver akut indlagt på sygehuset. Men det er de færreste – især ikke ældre mennesker.
Derfor bliver det i stigende grad en opgave for pårørende at navigere og forhandle med fagpersonerne i sundhedsvæsenet. Og det er der nogle pårørende, som er bedre til end andre.
Det har sygeplejerske Eva Hoffmann forsket i. Hun er til daglig lektor ved sygeplejerskeuddannelsen på UC Syd i Aabenraa.
Mandag den 23. september kl. 19-21 kan man blive klogere på, hvad man kan stille op som pårørende i forhold til læger, sygeplejersker og medarbejdere i ældreplejen.
Her vil Eva Hoffmann nemlig holde et foredrag på Nygård i Nørreskoven. Undervejs i foredraget vil der være en kaffepause med plads til spørgsmål. Kaffe og kage er med i de 75 kroner, som er prisen på billetten. Den skal købes online forud.