Blå Mandag Jazzband er navnet på et traditionelt Dixieland Jazzband, som har levet sammen i 40 år og har et klart mål om med humør og smittende livsglæde at formidle den gode gamle “træskojazz” til publikum.
Og det gør bandet på Hotel Sønderborg Strand søndag den 30. marts, hvor Danmarks største private jazzklub, New Orleans Jazz Sønderborg, byder på frokostjazz fra kl. 12 til 15.30. Billetter kan købes på hjemmesiden neworleansjazz.nu
“Sommersolen skinner” er en melodi, der efterhånden er kendt af de fleste, – og det er det livsbekræftende centrum i Blå Mandags musikalske univers.
-Det er vigtigt for os, at vores optræden fremkalder glæde og smil, – og det hænder også, at man får sig et godt grin! Alt dette samtidig med, at vi leverer flot New Orleans og Dixielandjazz indpakket i lækre arrangementer og krydret med en af de flotteste sangstemmer, man kan drømme om, når Lisa lægger stemme til spændende jazzsange.
Vores repertoire er efter 40 år så righoldigt, at vi aldrig løber tør for numre, oplyser bandet om deres optræden.
Orkesteret har i de seneste år turet rundt til de fleste danske jazzklubber og festivaler, samt i Sverige, Norge, England, Irland og Tyskland, hvor de som regel bliver bedt om at vende tilbage! Således er det også anden gang, at Blå Mandag byder jazz-publikummet i Sønderborg på deres opløftende optræden.
Koncerten er både for gæster og medlemmer, og billet er inkl. jazzkoncert med to stykker smørrebrød.