Hvad omfatter projektet?

Augustenborgs historiske bystruktur er nøglen til reetableringen

 

Hertugernes Augustenborg har en typisk barok hovestruktur med en slotsakse og en række parallelforskudte forløb i forhold til slotsaksen:

hovedakse

Slotsaksen: Augustenborgs karakteristiske barokke hovedakse går gennem Slotsallé og danner arkitektonisk optakt til slottet for at fortsætte videre ud gennem parken. Tværaksen står tydeligst i slotsanlægget, hvor den går gennem opholdet mellem Staldgården og Hovedbygningen

Hovedaksens parallelforskudte forløb: Stien gennem slotsparken har dels en parallelsti tættere på kysten og dels en nord for. Storegade gentager Slotsallés forløb, og en del af gaden løber parallelt med hovedaksen. Her står en række gamle træer langs den en side af gaden, hvilket understreger paralleliteten og påminder os om den historiske samhørighed med Slotsallé. Palævej udgør en tredje allé. Alle de forskudte forløb signalerer, at man kulturhistorisk set er midt i hertugfortællingen.

Augustenborg slot

Reetableringen af Hertugernes Augustenborg er et enormt projekt, der både omfatter restaurering af de mange historiske bygninger og huse men også renovering af gader, torve, pladser og de grønne rum som f.eks. slotsparken og Augustenborg skov. For uderummene skal spille sammen med de historiske bygninger og underbygger deres arkitektoniske fremtræden for at fuldende helhedsindtrykket af Hertugernes Augustenborg.

Storegade collage

OBS: Denne illustration er blot en idéskitse og ikke et endeligt eller vedtaget forslag

På nuværende tidspunkt er der udarbejdet omfattende analyser af Augustenborgs kulturmiljø og anbefalinger til de fremtidige tiltag. På baggrund af analyserne har Sønderborg Kommune foretaget en gennemgribende SAVE-registrering af samtlige af Augustenborgs bevaringsværdige huse. SAVE er en særlig metode til at registrere bygningers bevaringsværdi ved bl.a. at vurdere bygningens arkitektoniske og kulturhistoriske værdi samt originalitet og tilstand. Samtidig har Kommunen udarbejdet handleplaner for hver enkelt bygning i den historiske bydel.

Det er dog vigtigt at understrege, at det foreløbigt kun er planer, og at der ikke er truffet nogle endelige beslutninger endnu om de konkrete bygninger eller byrum. Først følger nemlig en vigtig proces, der bl.a. omfatter inddragelse af alle indbyggere i Augustenborg, turistanalyse, finansiering og fondsansøgning, udarbejdelse af en overordnet masterplan for hele projektet m.m.

Projektets tre zoner

Kort med zoner

Augustenborg by og opland er inddelt i tre zoner:

Zone 1 er den primære zone for genetableringen af Hertugernes Augustenborg. Fokus er på at skabe en unik og sammenhængende oplevelse af hertugfortællingen og det historiske Augustenborg i zonen, der er kulturmiljøets overordnede ramme.

Zone 2 rummer en stor koncentration af bevaringsværdige bygninger, der støtter op om den samlede forståelse for Augustenborgs udvikling samt underbygger kulturmiljøet i byen.

Zone 3 er den landskabszone, der dækker det omkringliggende landskab og landskabets samspil med byen. I Zone 3 åbnes blikket for, at hertugfortællingen rækker ud over Augustenborgs bygrænse.

hovedgade

Reetableringen tager altså udgangspunkt i zone 1, der dækker den vestlige del af Augustenborg – Hertugbyen, Slottet, Palæerne og Parken. Krydset mellem Banegårdsgade, Storegade og Kettingvej er arbejdsfeltets nordøstlige grænse. Det inkluderer mod nord Hertugtorvet, Bagergyden, og nordligst fanger feltet Augustenborgs gamle Hovedgård med den fredede lade. Omkring den gamle Slotspræstegård og mod vest indbefatter det bymæssige arbejdsfelt Palæerne og skulpturparken ved Augustiana, der leder videre ud i slotsparkens skovområde. Mod syd afgrænses feltet af bebyggelserne på Slotsallés sydside. Mod vest er Slotsparken og parkens forlængelse ud i skovområdet også inkluderet.

Fortiden løfter fremtiden

 

Genetableringen af Hertugernes Augustenborg er en vækstcentrifuge for hele Sønderborg kommune. Projektet bevarer en enestående kulturarv og skaber herigennem en helt unik og attraktiv turistattraktion. Både selve renoveringsarbejdet og den øgede turisme skaber nye arbejdspladser og styrker områdets erhvervsliv. Genetableringen og på sigt optagelse som UNESCO verdensarv styrker Sønderborgs samlede brand, der påvirker tilflytningen positivt. Kort sagt skal fortiden løfte fremtiden.

centrifuge grafik
Augustenborg slot med folk i parken

Sådan styrkes turismeudviklingen

Den genetablerede hertugby bliver en turistattraktion i særklasse. En omfattende kulturmiljøanalyse har allerede konkluderet, at Augustenborg har potentialet til at følge byer som Ribe og Christiansfeld, hvor 2/3 af turisterne besøger byen pga. kulturarven. Hertugernes Augustenborg har potentialet til at blive en af de mest interessante og væsentlige kulturhistoriske attraktioner i Syddanmark med positiv afsmittende effekt på den sønderjyske turisme som helhed. I Christiansfeld har optagelsen af Brødremenighedsbyen på UNESCOs verdensarvsliste indtil videre betydet en femdobling af turismen, der fortsat er stigende, og Kongernes Jelling har årligt flere end 225.000 besøgende. Udregningerne bag det planlagte ferieresort på Nordals anslår et forventet besøgstal på ca. 200.000. Hertugernes Augustenborg har fuldt ud potentialet til minimum samme niveau.

Genetableringen af Hertugernes Augustenborg skal fastholde og cementere den positive turismeudvikling i Augustenborg. Lokale ildsjæle har med opbakning fra byrådet skabt en levende kunstnerkoloni. Augustenborgs gamle posthus er således i rammen om kunstnersammenslutningen og udstillingsstedet Kunstpunkt. 200 kunstnere og kunsthåndværkere arbejder og udstiller i huset. Augustiana skulpturpark og kunstcenter er et andet kunstnerisk epicenter i Augustenborg. Augustiana benytter begge palæer ved Augustenborg Slot og er udstillingssted for nutidig billedkunst og skulpturer. Augustenborgs kulturhistoriske og kunstneriske fokus resulterer i en stadig større tilstrømning af besøgende og turister, og genetableringen af Hertugernes Augustenborg skal styrke og gå hånd i hånd med denne udvikling.

En der maler

Sådan styrkes erhvervsudviklingen

En markant stigning i antallet af turister vil betyde, at turismeomsætningen stiger. Omsætningen vil øges blandt turistaktørerne, og det kan skabe nye arbejdspladser. Ligeledes betyder et større marked, at nye butikker, caféer, restauranter, overnatningsmuligheder og tilbud målrettet turister vil se dagens lys.

I Christiansfeld førte bybevaringsprojektet til åbningen af otte nye butikker i bymidten. Med optagelsen på UNESCOs verdensarvsliste har butikkerne oplevet en stigning i omsætningen på 50 % i højsæsonen, og nye arbejdspladser er blev skabt og skabes fortsat. Ligeledes er belægning og omsætning steget på hoteller og sommerhusudlejning og også kommunens andre attraktioner oplever fremgang og positiv afsmittende effekt.

Turismen og detailhandel er dog ikke de eneste erhverv, som vil opleve vækst og positiv effekt af reetableringen af Hertugernes Augustenborg. Projektet vil også få stor betydning for Sønderborg-områdets håndværksvirksomheder. Dels vil projektet skabe nye opgaver og dermed vækst og arbejdspladser i bygge- og anlægsbranchen, men også nye forretningsområder, specialer og fagkundskaber kan komme til. Dette kan eksempelvis være inden for særlige restaureringsformer samt brug af originale teknikker og materialer.

Sådan styrkes bosætningen

Genetableringen af Hertugernes Augustenborg påvirker alle de parametre, der får folk til at bosætte sig i et område. Der skabes nye jobs, nye restauranter, caféer og lignende tilbud, og Augustenborgs og Sønderborgs brand styrkes. Desto stærkere et brand er, desto større er sandsynligheden for, at man vil flytte til det pågældende område.

Reetableringen vil gøre Augustenborg endnu mere attraktiv at bosætte sig i, da det er en by med liv, oplevelser, kunst, kultur, foreningsliv og udvikling kombineret med natur, tryghed og et liv i balance. Det er en perfekt ramme om det gode liv, som rigtig mange potentielle tilflyttere tiltrækkes af.

familie