
Kom med til fyrtårnsinformationsmøde om Hertugernes Augustenborg
Kort før sommerferien besluttede et enigt byråd, at Hertugernes Augustenborg de næste 15 år skal være kommunens nye fyrtårnsprojekt. Men hvad betyder det egentligt for Augustenborg og alle, der bor og lever i byen? Det kan du få svaret på, når Sønderborg Kommune inviterer til to identiske fyrtårnsinformationsmøder i Augustenborg Hallerne tirsdag den 8. september kl. 14-16 og søndag den 20. september kl. 13-15. Indholdet på møderne bliver præcis det samme.
Hør bl.a. om:
- Renovering, genetablering og udvikling af det hertugelige kulturmiljø: Hvad kommer der til at ske, og hvad er omfattet?
- Vejen til verdensarven: Hvad siger UNESCO Danmark om Hertugernes Augustenborg?
- Udvikling og byfornyelse: Turisme, erhverv, natur, kultur og oplevelser
- Økonomi: Hvad koster fyrtårnet, hvor kommer pengene fra, og hvordan skal de bruges?
På møderne vil der være rig mulighed for at stille spørgsmål, komme med input eller bare få mere information om de emner, du er mest interesseret i. For efter en times indlæg om fyrtårnet, står kommunen klar med fem forskellige stationer, hvor man kan få en god snak.
Der er selvfølgelig fri entré til møderne, hvor der også serveres kaffe og kage. Husk at tilmelde dig her på siden, så der både er pladser, kaffe og kage nok til alle.
Program
Første time: Værd at vide om Hertugernes Augustenborg som fyrtårn 2026-2040:
- Velkommen og intro: Hvad er et fyrtårnsprojekt? v/Borgmester Erik Lauritzen
- Fyrtårn – hvad nu? v/Direktør for Teknik, Miljø og Bæredygtighed Sille Marcussen Dall
- Vejen til verdensarven: Fyrtårnets mange indsatsområder v/Programejer Trine Matter Lindén
Anden time: Besøg de fem fyrtårnsstande til en snak om:
- Renoveringen af det barokke kulturmiljø: Private huse og Hertugbyens Restaureringspulje
- Renoveringen af det barokke kulturmiljø: Offentlige arealer, slotspark, skov og havn
- Byfornyelsesprojekter og erhvervs-, turisme- og kulturudvikling
- Hvordan kan jeg være med?: Samarbejde og involvering
- Ønskelisten: Hvad drømmer du om skal ske i Hertugernes Augustenborg?