Indlæser Begivenheder

Udstilling: Tina Maria Nielsen: Lost and Gained

7. februar | 8:00 - 26. april | 17:00

Tina Maria Nielsen (f. 1964) er billedhugger og uddannet fra Kunstakademiet i København. Hun arbejder med aftryk af allerede eksisterende genstande – fra helt almindelige hverdagsting til ikoniske antikke skulpturer – og i så forskellige materialer som paraffin, voks, beton, gips, gummi, aluminium og bronze.

Udstillingen Lost and Gained på Augustiana viser en omfattende række af Nielsens eksperimenterende skulpturelle værker. De nyeste værker tager afsæt i den antikke marmorskulptur Mnemosyne, som er en del af Louvres samling. Nielsen har filmet marmorskulpturen og omsat optagelserne til en 3D-fil. Denne fil har dannet en slags grundform, som kunstneren har brugt til at skabe en serie skulpturer i forskellige materialer og størrelser: krumme aluminiumsskaller med blød voks, en flagrende bronzedrapering og en stor hvid flamingoskulptur. Moderfiguren giver liv til nye skulpturer, nye erindringer.

Augustenborg står oven på fortidens mange krige, flækkens hverdagsliv, hertugtafler, grænsedragninger og statspsykiatrien på slottet. Der er meget at erindre, og derfor inviterer vi med Tina Maria Nielsens udstilling publikum til at udforske, hvad erindringer er – og hvilken funktion de har. En erindring er aldrig en eksakt gengivelse af fortiden, men en rekonstruktion formet af vores eget blik og behov.

Biografi
Tina Maria Nielsen (f. 1964) er billedhugger og uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Hendes værker er blevet vist nationalt og internationalt, og i de senere år har hun haft markante soloudstillinger på førende danske kunstmuseer og udstillingssteder. TMN har modtaget flere legater fra Statens Kunstfond og blev i 2018 hædret med den prestigefyldte Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Hæderspris for billedhuggere. Siden 2016 har hun været medlem af Akademirådet. Derudover er hun medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen, Kunstnersamfundet og Billedkunstnernes Forbund (BKF).

Udstilling
Tina Maria Nielsen: Lost and Gained 
Periode:
07.02.2026 – 26.04.2026
Lokalitet:
Augustiana Kunsthal
Entré:
Gratis entré
Støttet af: 
Augustinus Fonden, Statens Kunstfond og Sønderborg Kommune

Share This Event

Detaljer

Sted

  • Augustiana Kunstpark & Kunsthal
  • Palævej 10-14
    Augustenborg, 6440 Danmark
    + Google Maps