WoodSculpture 2021 flytter til Gråsten

Spånerne flyver i år på havnen i Gråsten. I dagene 20. – 25. juni 2021 vil årets kunstnere skabe en særlig genforeningsskulptur, der skal stå i Ahlmannsparken.  

Efter et års coronabetinget pause gentager WoodSculpture successen. Det populære træsymposium flytter i år ekstraordinært til Gråsten Havn i dagene 20. – 25. juni.
Her skal årets kunstnere nemlig skabe en enkelt og helt særlig skulptur, der markerer 100-året for Genforeningen. Værket bliver til ud fra træstammer, der oprindeligt voksede i Ahlmannsparken. Derfor skal skulpturen også ”flytte hjem” til samme park.
Arrangørerne, Uwe Wolffs Fond og Sønderborg Kommune, har i år valgt at skære aktiviteterne ned for at overholde reglerne om forsamlingsforbud.
– Vi måtte jo desværre helt aflyse sidste år – og det i selve i genforeningsåret. I år besluttede vi hurtigt, at vi skulle gennemføre uanset hvad, selv om det måtte blive i en mindre version uden børne- og cafe-telte. På den måde får vi færre folk til at stimle sammen. Valget faldt hurtigt på Gråsten, ganske enkelt fordi det er mest nærliggende. Her kommer træstammerne fra, og her skal skulpturen stå, siger Finn Johannson, formand for Uwe Wolffs Fond og medarrangør af WoodSculpture.
 
Træet vender hjem til parken
Kestutis Krasauskas fra Litauen har tegnet den skulptur, som han sammen med en flok billedhuggere bruger WoodSculpture-ugen på at skabe. Kunstneren er genganger i WoodSculpture-regi og er blandt andet skaberen af den tre meter høje træskulptur, der blev til forud for Spejdernes Lejr, og som i dag står ved indgangen til Kær Vestermark.
Årets genforeningsskulptur består af flere dele og er udformet som heste. Den markerer ifølge kunstneren den dansk-tyske grænse, dens fortid og nutid.
– WoodSculpture er en af de helt store og elskede sommertraditioner i vores kommune. Det er en begivenhed, som fonden og kommunen har skabt sammen fra bunden. Det har vokset sig større for hvert år og tiltrækker mange mennesker – heraf flere faste fans, der skal følge årets proces. Det er kunst i øjenhøjde, siger Stephan Kleinschmidt, formand for Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme.
Der arbejdes hver dag i tidsrummet 9 – 18. Alle er velkomne til at komme forbi og følge processen.
Siden 2012 har Uwe Wolffs Fond og Sønderborg Kommune samarbejdet om WoodSculpture. Hvert år i uge 25 mødes ti kunstnere fra hele verden på Slotskajen i Sønderborg for at forvandle hver sin egetræsstamme til et kunstværk. Læs mere om WoodSculpture på www.woodsculpture.dk.    

Seneste nyheder

Større arbejde sættes i gang på Egernsundbroen

Større arbejde sættes i gang på Egernsundbroen

default I løbet af foråret sættes to større arbejder i gang på Egernsundbroen. To fag på broen skal males, og fire fuger i vejbanen skal udskiftes. Arbejdet kommer til at påvirke trafikken samt vandrere på Gendarmstien. Sønderborg Kommune sætter to større vejarbejder...

læs mere
Gendarmstien er klar til forårets vandringer

Gendarmstien er klar til forårets vandringer

81 kilometer af den 84 kilometer lange Gendarmsti er klar til forårets vandreture samt certificeringen til EU’s mærke Best of Europe. Enkelte strækninger er fortsat lukket efter stormfloden i oktober 2023. Den populære vandrerute Gendarmstien fik store skader under...

læs mere