Sønderborg får konference om FN’s verdensmål

Anerkendte iværksættere skaber international, årligt tilbagevendende erhvervskonference i Sønderborg. Første gang bliver 11. november i Koncertsalen Alsion med temaet ”Grøn genstart”.

Den unge iværksætergruppe bag Impact the Future-konferencen. Sissel Hansen står som nummer tre fra højre ved siden af Inge Olsen, chef for afdelingen Bæredygtighed, Natur og Landdistrikter i Sønderborg Kommune.

”Der er 10 år tilbage til at indfri FN’s 17 verdensmål, som i 2015 blev vedtaget af 196 lande og EU. 10 år tilbage til at skabe de vedvarende, globale ændringer, som kloden skriger på. Og vi er bagud, viser FN’s statusrapport fra 2019. Langt bagud.”
Sådan lyder det fra en gruppe anerkendte, unge iværksættere, som på den baggrund har taget initiativ til ”Impact the Future” – en ny, årlig international konference, der skal samle virksomheder, organisationer og enkeltpersoner for at dele viden, udtænke innovative løsninger og sætte ekstra skub til en fremtid, der lever op til FN’s verdensmål.
Konferencen holdes første gang den 11. november 2020 i Koncertsalen Alsion i Sønderborg med et forventet publikum på 500 gæster og med temaet “Grøn Genstart”.

– Jeg er stolt over, at iværksætterne har valgt Sønderborg som værtsby for konferencen på baggrund af vores ambitioner på CO2-området. Det giver os en ekstra mulighed for at gøre opmærksom på vores visioner, metoder og resultater. Inspiration og videndeling har igennem alle årene også været et mål for os, så konferencen understøtter på alle måder det, vi også gerne vil på klimaområdet, siger borgmester Erik Lauritzen, Sønderborg Kommune.

Nyheden om, at Impact the Future-konferencen lægges i Sønderborg kommer samtidig med, at Sønderborgs klimaplan som en af de to første i Danmark er godkendt i DK2020-regi.

Gruppen bag ”Impact the Future”-konferencen tæller bl.a. Sissel Hansen, som har skabt den verdensomspændende bogserie Startup Guide (der er udgivet i mere end 40 lande) og flere gange har været på EU’s liste over Europas 50 mest indflydelsesrige iværksætterkvinder.  

– Sønderborgs vision og ProjectZero har sat byen på ikke bare det nationale, men også det internationale landkort for bæredygtighed. Sønderborg et unikt eksempel på, hvordan en forholdsvis lille by har formået at engagere både de lokale virksomheder, politikere og borgere i en langsigtet og fælles mission om at bidrage til en bedre og bæredygtig verden og fremtid. Derfor er de det perfekte match for Impact the Future, siger Sissel Hansen, medstifter af Impact the Future og i øvrigt født og opvokset i Sønderborg.

Jagter flere partnerskaber
Impact the Future har dato, venue, temaet “Grøn Genstart” og også de første speakere på plads. Iværksætterholdet er nu i gang med at banke på døre hos organisationer og virksomheder, som ønsker at være en del af projektet.

– Vi kommer med en masse erfaring, viden og passion for at skabe det mest indflydelsesrige projekt, men vi er samtidig meget ydmyge i forhold til, at vi ikke kan skabe det på egen hånd. Derfor håber vi nu på, at vi kan finde en række partnere, der vil være med til at præge indholdet og være medafsendere på Impact the Future’s verdensmål-agenda, siger Sissel Hansen.

FAKTA

  • Impact the Future er en ny international og årlig erhvervskonference i Sønderborg, der tager sit afsæt i FN’s verdensmål
  • Målet er at samle virksomheder, organisationer og enkeltpersoner for at dele viden og føde nye løsninger, der skaber en reel forskel ift. at indfri FN’s verdensmål i 2030
  • Konferencen udvikles og udvides hvert år. I 2020 forventes 500 gæster
  • Billetter sættes til salg i august og kommer til at koste ca. 1.000 kr.
  • Se mere på www.impactthefuture.co

Seneste nyheder

Større arbejde sættes i gang på Egernsundbroen

Større arbejde sættes i gang på Egernsundbroen

default I løbet af foråret sættes to større arbejder i gang på Egernsundbroen. To fag på broen skal males, og fire fuger i vejbanen skal udskiftes. Arbejdet kommer til at påvirke trafikken samt vandrere på Gendarmstien. Sønderborg Kommune sætter to større vejarbejder...

læs mere
Gendarmstien er klar til forårets vandringer

Gendarmstien er klar til forårets vandringer

81 kilometer af den 84 kilometer lange Gendarmsti er klar til forårets vandreture samt certificeringen til EU’s mærke Best of Europe. Enkelte strækninger er fortsat lukket efter stormfloden i oktober 2023. Den populære vandrerute Gendarmstien fik store skader under...

læs mere