Bæredygtighed og naturformidling: Sønderborg er fremme i skoene


Undervisningsmaterialet er udviklet af Christian Lindekrans (tv) og Camilla Todsen (th), der begge er lærere på Grøn Flag Alssundgymnasiet Sønderborg og Mathias Brügmann Jessen (i midten), der er naturvejleder hos Naturvejlederne Sønderborg i Sønderborg Kommune.
Takket været et godt lokalt samarbejde i kystkommunen Sønderborg er et nyt undervisningsmateriale om det marine miljø klar til at blive taget i brug – bl.a. på det naturvidenskabelige grundforløb på STX landet over.
Formålet med undervisningsforløbet er at skabe en større interesse for det danske havmiljø og marine biologi blandt elever og studerende. Initiativet til materialet kom fra Friluftsrådet, der valgte at trække på de formidlingskompetencer, der er samlet i Sønderborg.
 
Ud over ni Blå Flag Strande, og de obligatoriske aktiviteter der følger med dem, har Sønderborg Kommune et Blå Flag Center og et bynært formidlingsrev, hvor elever, studerende og andre interesserede, kan blive klogere livet i havet. Derudover har kommunen flere Grønt Flag skoler, og et Grønt Flag gymnasie.
 
– Sønderborg Kommune er fremme i skoene i forhold til både bæredygtighed og naturformidling, hvilket de bl.a. viser ved at være med i både Blå Flag og Grøn skole programmerne. Det gør kommunen til en spændende samarbejdspartner for os. Området har opgraderet deres formidlingsindsatser i et stærkt fagligt miljø med bl.a. seks naturvejledere i kommunen og et godt samarbejde med uddannelsesinstitutionerne. Det er der kommet et rigtig godt undervisningsmateriale ud af, siger Sune Møller Petersen der er konsulent i Friluftsrådet.
 
Formand for kommunens udvalg for Landdistrikter, Natur og Fødevarer Charlotte Riis Engelbrecht håber at materialet kan være med til at skabe forståelse for havet og kysten, og bidrage til at flere vil være med til at passe på den del af naturen, der gemmer sig under vandoverfladen.
 
– Danmark er omgivet af over 7.300 km kyst. Af disse ligger 250 km kystlinje ved Als og Sundeved, og vi har efterhånden en masse erfaring og viden om kystnære formidlingsaktiviteter. Det glæder mig meget, at denne viden nu er fastholdt og kan være til inspiration i resten af landet, tilføjer Charlotte Riis Engelbrecht.
 
Rektor Jeppe Kragelund på Alssundgymnasiet glæder sig over, at gymnasiet igen er med helt i front, når det gælder om at udvikle nærværende og moderne undervisning.
– Alssundgymnasiet har en stærk tradition for at levere undervisning af høj kvalitet, som er nærværende for eleverne, og det glæder mig at projektet har stor fokus på at kombinere teori og praksis. Gymnasiet har fx købt et helt klassesæt våddragter og snorkeludstyr, så eleverne på egen hånd kan udforske havmiljøet.
 
De to undervisere på Alssundgymnasiet Christian Lindekrans og Camilla Todsen brænder for at gøre undervisningen mere nærværende for eleverne og fortæller:
– Det er vigtigt for fremtiden, at vi får skabt miljøbevidst ansvarlige og handlingskompetente unge, der er i stand til at tage vare på vores økosystemer, herunder havet, og samtidig udtænke innovative løsninger for en bæredygtig fødevareproduktion. For at nå dertil er første skridt, at eleverne opnår forståelse for sammenspillet mellem organismer i havets økosystemer ved at opleve havets mangfoldighed af liv under dets overflade.
 
Fakta Materialet er skrevet til undervisningen på naturvidenskabeligt grundforløb (NV) på STX og er kommet i stand i et samarbejde mellem Friluftsrådet, Naturvejlederne Sønderborg og Alssund Gymnasiet Sønderborg. Det nye materiale ”Det marine miljø” er frit tilgængeligt, og kan hentes på hjemmesiden på Friluftsrådets skoleprogram Grøn Skole:  https://groenskole.dk/nyt-materiale-om-marine-miljoe-til-nv-forloeb-paa-stx Grøn Skole er Friluftsrådets undervisningsprogram for uddannelse i bæredygtig udvikling med natur, miljø og udeliv som centrale omdrejningspunkter. Blå Flag er en international miljømærkningsordning, med fokus på miljø, formidling og bæredygtighed. Friluftsrådet arbejder gennem Blå Flag på at beskytte og passe godt på vores fælles hav- og kystmiljø.

Seneste nyheder

Større arbejde sættes i gang på Egernsundbroen

Større arbejde sættes i gang på Egernsundbroen

default I løbet af foråret sættes to større arbejder i gang på Egernsundbroen. To fag på broen skal males, og fire fuger i vejbanen skal udskiftes. Arbejdet kommer til at påvirke trafikken samt vandrere på Gendarmstien. Sønderborg Kommune sætter to større vejarbejder...

læs mere
Gendarmstien er klar til forårets vandringer

Gendarmstien er klar til forårets vandringer

81 kilometer af den 84 kilometer lange Gendarmsti er klar til forårets vandreture samt certificeringen til EU’s mærke Best of Europe. Enkelte strækninger er fortsat lukket efter stormfloden i oktober 2023. Den populære vandrerute Gendarmstien fik store skader under...

læs mere