Badesæsonen begynder – i år med ni Blå Flag

Grundlovsdag, på lørdag, begynder årets badesæson, og Sønderborg Kommune inviterer alle en tur med i vandet. Samtidig indledes en aktiv sommer, hvor Naturvejlederne i Sønderborg Kommune giver mulighed for at deltage i hele 60 natur- og miljøformidlingsaktiviteter.
Med over 250 km kyst er Sønderborg en af de kommuner i Danmark, der har længst kyststrækning. De lange kyster, strandene og havet byder på masser af små, lækre naturperler med mulighed for at nyde kystens natur og en dukkert i havet.
I Sønderborg Kommune er der særligt fokus på 24 af områdets mange strande. Her måles badevandets kvalitet, og der holdes øje med strandens kvalitet.
 
I år er ni strande er udpeget som Blå Flag-strand – en internationalt anerkendt certificering. Her arbejder man bl.a. for at værne om og beskytte hav- og kystmiljøet.
 
– De ni strande ligger fordelt i hele kommunen og fortælle hver sin helt egen historie om naturen, kysten og området. De er alle et besøg værd. Vi kan godt være stolte over at bo et sted med så smuk natur og så mange dejlige strande. De er med til at skabe rammerne for det gode liv, siger borgmester Erik Lauritzen.
 
Sidste år havde kommunen otte Blå Flag-strande. Den niende, der er kommet med i år, er Egernsund Strand. De lokale kalder stranden, som ligger smukt mellem Egernsund og Marina Minde, for ”Lågmaj”. Stranden har lækker sandbund med lidt spredt ålegræs på bunden. Det er en rigtig naturperle med udsigt over Flensborg Fjord til Rinkenæs og Holnæs i Tyskland.
På alle Blå Flag-strande er der rent badevand, livrednings- og førstehjælpsudstyr, natur- og miljøformidlingsaktiviteter, information om miljøforhold og naturområder, toiletfaciliteter, affaldsfaciliteter, affaldssortering og informationstavler.
 
60 aktiviteter
Natur- og miljøformidlingsaktiviteterne udføres af Naturvejlederne Sønderborg. Hen over sommeren har de hele 60 aktiviteter fordelt på de ni strande. Her vil de fortælle og formidle om og i ”det blå univers” med rejehov, net, waders, dykkerdragt eller i en kajak.
– Vi invitere alle med på tur. Vi vil gerne vise og fortælle om det dejlige område, vi bor i, og hvor spændende havets og kystens natur er. Vi vil gerne give en større forståelse for vores fælles kystnatur, så vi ved, hvordan vi bruger den samtidig med, at vi passer på den, lyder det fra naturcenterleder Andreas Hermann.
 
Naturvejlederne Sønderborg åbner deres formidlingssæson lørdag den 26. juni på Lågmaj/Egernsund Strand. Det sker med en aktivitet som udvalgsformand Charlotte Riis Engelbrecht sætter i gang kl. 12.
 
– Vi glæder os helt vildt til en god sommer og til at sætte gang i de mange spændende aktiviteter. De kommer som gave efter gave i en tid, hvor vi ganske vist har været ude i naturen som aldrig før, men hvor fællesskabet har manglet, og hvor vi heller ikke har kunnet invitere til aktiviteter. Så det bliver rigtig dejligt, og jeg håber på en god, solrig sommer, hvor familierne vil tage godt imod alt det gode, som både naturen og vores naturvejledere inviterer til, siger Charlotte Riis Engelbrecht, formand for Udvalget for Landdistrikter, Natur og Fødevarer.
 
Aktiviteten, der åbnes med den 26. juni, er en strandsafari. Her undersøges havets natur med rejehov og net, eller man kan deltage i det kreative strandværksted, hvor man kan fremstille en Blå Flag-mulepose med et fedt fisketryk, strandpostkort eller en strand-uro. I Vild Mad-strandkøkkenet kan man tilberede og smage råvarer fra havet og stranden.
 
 
Sidste års film om de øvrige otte strande kan ses her: https://www.visitsonderborg.dk/sonderborg/oplevelser/dag-ved-stranden
En ny film om Lågmaj Strand er også på vej.

Fotos af Kim Toft Jørgensen fra Lågmaj Strand, som frit kan bruges:
https://mcusercontent.com/5f3762aadd5d312003cf9cc61/images/f2f00aa7-d0e2-22f1-e9b0-61b938e69e09.jpg 
Det blå flag vajer i år også over naturperlen Egernsund (Lågmaj) Strand ud mod Flensborg Fjord, hvorfra der er en flot udsigt til Holnæs og Rinkenæs.

 https://mcusercontent.com/5f3762aadd5d312003cf9cc61/images/2f8608f3-e414-cc4d-e624-e3133cab2bdb.jpg
Det blå flag blev hejst af Charlotte Riis Engelbrecht, formand for Udvalget for Landdistrikter, Natur og Fødevarer samt Friluftsrådets lokale repræsentant, Birger Jønsson.     
 

Seneste nyheder

Større arbejde sættes i gang på Egernsundbroen

Større arbejde sættes i gang på Egernsundbroen

default I løbet af foråret sættes to større arbejder i gang på Egernsundbroen. To fag på broen skal males, og fire fuger i vejbanen skal udskiftes. Arbejdet kommer til at påvirke trafikken samt vandrere på Gendarmstien. Sønderborg Kommune sætter to større vejarbejder...

læs mere
Gendarmstien er klar til forårets vandringer

Gendarmstien er klar til forårets vandringer

81 kilometer af den 84 kilometer lange Gendarmsti er klar til forårets vandreture samt certificeringen til EU’s mærke Best of Europe. Enkelte strækninger er fortsat lukket efter stormfloden i oktober 2023. Den populære vandrerute Gendarmstien fik store skader under...

læs mere