Nye ejere af nabobygninger til Augustenborg Slot – Den Hvide By og gulstensbygningen mellem parken og Augustiana – ønsker at omdanne dem til boliger, kunstrelaterede aktiviteter og erhverv såsom fx café og restaurant. Derfor ændrer Sønderborg Kommune nu lokalplanen for området.
Da Landbrugsstyrelsen overtog de tidligere sygehusbygninger i Augustenborg, blev der i 2016 udarbejdet en lokalplan for området, så styrelsens behov for at indrette kontorer, konferencefaciliteter og undervisningslokaler blev tilgodeset. I mellemtiden har det vist sig, at Landbrugsstyrelsen ikke har brug for alle bygningerne, og derfor er de solgt videre. De nye ejere har nu henvendt sig til Sønderborg Kommune med planer for de tomme bygninger.
I Den Hvide By ønsker de at etablere boliger i form af rækkehuse, mens der i gulstensbygningerne er tale om lejligheder, kunstrelaterede aktiviteter og erhverv, fx café eller restaurant.
– Der er tale om spændende projekter, og vi er naturligvis meget interesseret i at få liv i bygningerne frem for, at de står tomme. Derfor siger vi ja til, at der udarbejdes en lokalplan, som tillader boliger og begrænsede former for erhverv i området. Jeg forstår godt, at investorer ser muligheder i området – det er tæt på skov og fjord, tæt på slottet og alle kunst- og kulturaktiviteterne i Hertugbyen, og så er der jo også en fin golfbane i nærheden. De nye projekter vil give et løft til hele Augustenborg, siger Aase Nyegaard, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Sønderborg Kommune.
Næstformand i udvalget, Stefan Lydal, supplerer:
– Da Landbrugsstyrelsen kom til og den nuværende lokalplan blev udarbejdet, vidste styrelsen ikke, hvor meget plads de havde brug for. Det er der kommet klarhed over nu, og jeg er også rigtig glad for, at de nye ejere har spændende planer. De foreliggende projekter falder godt i tråd med Byrådets ønske om at udvikle bæredygtige boligområder og at transformere og tilpasse områder i takt med, at behov og efterspørgsel ændrer sig. Projekterne understøtter også Hertugbyen Augustenborgs fokus på turisme, tilflytning og erhvervsliv.
En ny lokalplan for området mellem slottet og Augustiana vil åbne for, at der bl.a. her i Den Hvide By kan etableres rækkehuse. Foto: Kim Toft Jørgensen
https://mcusercontent.com/5f3762aadd5d312003cf9cc61/images/e3938036-6183-4e10-ad76-325983589f31.jpg
https://mcusercontent.com/5f3762aadd5d312003cf9cc61/images/b28823ed-ed2c-4870-b6f8-73b72a594c9a.jpg