Sønderborg Kommune åbnede sidste år for en ny pulje til forskønnelse af grønne områder. Den kan søges af borgere, landsbylaug og foreninger, som passer og vedligeholder områder, der er offentligt tilgængelige og dermed til glæde for mange. Puljen blev uddelt første gang i begyndelsen af 2021 og var straks meget populær. I januar kan puljen for 2022 søges.
Byrådet har i budgetaftalen for 2020-2023 afsat 100.000 kr. i puljen. Formålet var og er at bakke op om de frivillige, som allerede rundt om i hele kommunen etablerer og vedligeholder fællesarealer til glæde for sig selv og andre – og i mange tilfælde har gjort det i mange år:
– Vi har rigtig mange fine steder, ikke mindst i landsbyerne, og de pynter og er også tit samlingssted for gode fællesskaber. De steder og den frivillighed, der er grundlaget for dem, vil vi gerne støtte, og kan vi med puljen inspirere nogle til at skabe mere af den slags steder, så vil det bare være en fin sidegevinst, sagde Aase Nyegaard, formand for Teknik- og Miljøudvalget, da det godkendte retningslinjerne for fordeling af tilskuddene.
Beløbet blev i 2021 fordelt mellem 22 ansøgere – med den tilføjelse, at puljen i år havde dobbelt størrelse, fordi der pga. Corona ikke blev foretaget nogen uddeling i 2020.
Eksempler på, hvad tilskuddene i 2021 blev uddelt til, er bl.a. Kettingskov Landsbylaug, der ville sætte påskeliljeløg. Folkebevægelsen mod affald i naturen fik penge til gribetænger og refleksveste. I Tandslet, Skovby og Skodsbøl blev legepladser sat i stand. I Egernsund ønskede de at plante blomster ved genforeningsstenen, i Svenstrup har de købt kirsebærtræer, og i Ketting har bylauget etableret hegn og bålplads. Alt i alt er der forskønnet i naturen mange steder i kommunen til glæde for mange.
Man kan søge om tilskud fra puljen på Sønderborg Kommunes hjemmeside her: www.sonderborgkommune.dk/Groennearealer, og perioden, hvori man kan indsende sin ansøgning, løber fra den 1. til den 31. januar 2022.
Det maksimale beløb, der kan tildeles en ansøger pr. år, er 20.000 kr. I retningslinjerne for puljen hedder det, at initiativet skal være offentligt tilgængeligt, ligge på et offentligt areal, være til gavn for mange og skabe værdi i lokalsamfundet.
Det er det politiske udvalg, der på baggrund af indstilling fra forvaltningen fordeler tilskuddene blandt ansøgerne. Tilskuddet sendes til de foreninger, laug m.m. der har fået tilsagn, når kommunen har modtaget de tilladelser og godkendelser, der måtte være nødvendige til projektet, samt dokumentation for, at finansieringen af projektet er på plads.