Fra turbulent flytteræs til roligt familieliv i Hørup

Anna Kruse Ibsen er oprindeligt fra Skovby. I 2007 rejste hun til Sjælland, hvor hun mødte sin mand Peter. Ønsket om at være tættere på familien, og muligheden for mere hus for pengene, trak. I dag bor parret i Hørup med deres børn.

Jeg flyttede fra Skovby på Sydals til Sjælland i 2007, og kort tid efter mødte jeg Peter, som er fra Herlev på Sjælland.

I 2012 fik vi vores første barn sammen og ville derfor gerne flytte fra den lejede lejlighed, så vi undersøgte mulighederne for at købe hus. Da priserne var meget høje i Storkøbenhavn, begyndte vi at overveje, om vi skulle flytte længere væk, og da min familie alle bor på Als, gav det meget god mening at søge job i og omkring Sønderborg. Jeg var heldig at få job på en Hørup Centralskole fra d. 1. august 2016, og fordi det var en fast stilling, sagde jeg ”ja tak”. Jeg flyttede så, sammen med vores datter, hjem til mine forældre.

Vi fik derfor travlt med at søge et nyt job til Peter, og det lykkedes ham at få job hos Miljøstyrelsen i København, i en afdeling som skulle flyttes til Augustenborg ved årsskiftet 2017.

Derudover skulle vi i gang med at finde et sted at bo. Vi brugte derfor en del tid på at tage til åbent hus, og kigge på boliger til salg, når Peter kørte over til os i weekenderne. Det var dog gennem en kollega, at vi fandt det hus, som vi nu bor i. Vi skrev under i december 2016 med indflytning d. 1. april 2017. Vi valgte også at blive gift i november 2016, så vi havde et meget travlt efterår.

Desværre blev flytningen af Peters nye arbejde udskudt gang på gang, og han begyndte derfor at søge noget andet i Sønderjylland. Det lykkedes ham at få job hos Energinet i Erritsø fra 1. marts 2017, og han kom derfor til at have en lang køretur til arbejde, men heldigvis er han glad for det og arbejder der stadigvæk.

Da Peter flyttede til Sydals i marts 2017, valgte vi at flytte i mine forældres sommerhus i Skovmose i en måned, indtil vi kunne få nøglerne til vores nye hus og begynde at gøre det klar til indflytning. Efter 7 mdr. hver for sig, var det rart endelig at bo sammen igen. Det var især en hård tid for vores datter.

I Hørup, hvor vi bor nu, er der traditioner med både sommerfest og julehygge, så vi har hurtigt lært naboerne at kende, hvilket er rigtig rart. Det gode naboskab er noget, som jeg har savnet, mens vi boede på Sjælland. Derudover er Peter startet til fodbold i den lokale klub, hvor han har mødt nogle nye lokale mennesker med en fælles interesse. Det har også hjulpet ham til at føle sig hjemme i Sønderborg Kommune. Vi nyder at gå ture med hunden og familien i den skønne natur rundt omkring byen. Og så er vi glade for at vi har fået et fint hus, som ikke har kostet nær så meget, som hvis det havde ligget i Københavnsområdet.

Anna Kruse Ibsen, tilbageflytter fra København

Har du en god eller anderledes tilflytterhistorie, som du gerne vil dele med andre, vil vi meget gerne høre fra dig.  

Kontakt os gerne på tilflytter@sonderborg.dk