I Augustenborg har Augustiana været lukket i flere måneder, men fra 9. juni bliver det igen muligt at besøge de smukke palæer i Augustenborg.
Parken ved Augustiana har i de seneste måneder været et yndet udflugtsmål, men de mange gæster har ikke kunnet se udstillingerne i kunsthallen. Det kan de fra tirsdag den 9. juni kl. 12, hvor dørene i Det Hvide Palæ slås op for alle, der gerne vil opleve kunst i de fornemme rum. Åbningen sker naturligvis under hensyntagen til de gældende forholdsregler om afstand og hygiejne.
Sønderborg Kommune har et rigt kulturliv og for dem, der er gerne vil opleve en unik kombination af kunst og natur, er Augustiana en enestående mulighed – en perle ved Augustenborg Fjord. Kunst og kultur er afgørende for hele samfundet og for den mentale sundhed, og derfor er det mig en stor glæde, at vi nu kan genåbne Augustiana Kunstpark & Kunsthal, siger formand for Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme i Sønderborg Kommune, Stephan Kleinschmidt.
Med åbningen af Augustiana og kommunens øvrige kulturinstitutionerne er der endnu flere oplevelser at hente for sommerens turister. Jeg håber, at rigtig mange vil tage imod opfordringen om at holde ferie i Sønderborg Kommune og gå på opdagelse i de mange kulturtilbud, som Sønderborg og omegn byder på, siger næstformand i udvalget, Jesper Kock
Augustiana genåbner med udstillingen LAILA UTI, som har et lokalt islæt. Udstillingen er skabt af Mette Winckelmann, der kommer fra Guderup, men nu arbejder som professionel kunstner med base i København. LAILA UTI kan ses frem til 12. juli.
Læs mere om udstillingen: https://augustiana.dk/udstillinger/mette-winckelmann-laila-uti/
Se billeder fra udstillingen: https://augustiana.dk/online/
FAKTA
Åbningstid: Tirsdag-søndag kl. 12-16.
Entré: Gratis adgang
Adresse: Augustiana Kunstpark & Kunsthal, Palævej 10-14, 6440 Augustenborg
Website: www.augustiana.dk