Den Kongelige Køkkenhave

Den Kongelige Køkkenhave i Gråsten er en unik perle i Sønderborg-området, fordi den 7.500 m2 store, levende have kombinerer historisk charme med praktisk nyttehave efter historiske dyrkningsmetoder i de smukkeste omgivelser.

Køkkenhaven drives af mennesker i et beskæftigelsestilbud, hvor de får mulighed for at indgå i et socialt fællesskab og opleve en meningsfuld hverdag.

Her dyrkes grøntsager, blomster og frugt, hvor overskuddet går til havens udvikling. Du kan opleve produktionen af de friske råvarer, som leveres direkte til kongefamilien på Gråsten Slot, se det smukke haveanlæg og deltage i aktiviteter.

Der er også en hyggelig butik og en café, hvor man kan få stillet sulten og tørsten, inden man går videre mod Gråsten Slot og Slotshaven, som også er et besøg værd.

Der er gratis adgang for alle.

Besøg Den Kongelige Køkkenhave

Felstedvej 8
6300 Gråsten

Den Kongelige Køkkenhave er åben:

Maj: Torsdag til søndag kl. 10-17 (lukket 2. Pinsedag)

Juni-august: Alle ugens dage kl. 10-17

September: Torsdag til søndag kl. 10-17

Oktober: 1.-12.: Åben torsdag til søndag fra kl. 10-16. Uge 42: Åben mandag til søndag fra kl. 10-16.

Kort over den Kongelige Køkkenhave

Kort over køkkenhaven
Kort over køkkenhaven

Vidste du at...

  • Der er plantet mere end 800 stauder i hügelbedet
  • Spejlbassinet spejler både himlen og planterne og skaber en særlig rolig stemning
  • Duftpelargonierne er forbundet med Dronning Ingrid, som havde en særlig kærlighed til dem
  • Nogle af æblesorterne i haven går helt tilbage til 1800-tallet
  • Rosenæblegeléen i butikken er lavet af æbler fra de gamle rosenæbletræer
  • Den Kongelige Køkkenhave ved Gråsten Slot blev indviet i juli 2020 af H.M. Dronningen

Om Den Kongelige Køkkenhave

Hvor parkerer jeg?

Der kan ikke parkeres ved selve køkkenhaven, men der er mulighed for af- og pålæsning lige ved køkkenhaven. Nærmeste parkering findes på Slotsgade i Gråsten eller en af de talrige p-pladser i Gråsten.

Cykler kan parkeres udenfor haven.

Der er adgang til toiletter.

Der er hundeparkering i forhaven, hvor der er skygge og friskt vand. Hunde må ikke komme i haven.

Hvem passer parken?

Haven drives i et samarbejde mellem Slots- og Kulturstyrelsen og Sønderborg Kommune gennem beskæftigelsestilbuddet Væksthuset. Her deltager borgere og medarbejdere i driften, og frivillige fra Graasten Slotshaves Venner bidrager med formidling og praktisk arbejde.

Hvilke planter og frugter er der i køkkenhaven?

I dyrkningsbedene findes et bredt udvalg af grøntsager som squash, bønner, kartofler, løg, porrer, majs, gulerødder, rødbeder, spinat, salat, græskar og ærter. Der dyrkes desuden mange forskellige kålsorter som blomkål, broccoli, spidskål, grønkål, rødkål og hvidkål. Derudover er der flerårige kulturer af rabarber og asparges, krydderurter i højbede, jordbær, bærbuske og blomster.

I frugthaven er der plantet æbletræer i espalier, buegange og som fritvoksende træer. Æblesorterne er særligt udvalgt efter deres tilhørsforhold til Gråsten. I æblelunden kan man nyde sin egen medbragte mad og drikke, og her står også et af de gamle æbletræer, der har vokset her i generationer.

Hvilke aktiviteter er der i køkkenhaven?

I løbet af sæsonen høstes rabarber, frugt og bær, som bruges til likør, gelé og marmelade. Noget af høsten fryses ned og forarbejdes senere, så varerne er klar til butikken ved sæsonstart. Når afgrøderne er modne, og de ikke skal bruges til kongehuset, lægges de frem ved drivhuset, så gæster kan tage lidt med hjem eller sælges til høstmarked.

Årlige aktiviteter i haven inkluderer:

  • Åbningsdag ved sæsonstart
  • Krukkens dag – hvert forår planter Væksthuset, gartnerne og frivillige blomster i krukker i haven
  • Udstillinger og aktiviteter i Paradehuset
  • Ekstra hygge i efterårsferien med aktiviteter for børn
  • Høstmarked den 12.–13. september
  • Lysfest i december
Hvad kan jeg købe i caféen og butikken?

I caféen kan man købe:

  • Sandwich
  • Tærte
  • Is
  • Salat
  • Kage
  • Kaffe og kolde drikke

Maden kan nydes i Vinterhaven, Paradehuset eller udenfor. Vinterhaven er et hyggeligt sted med plads til både børn og voksne, hvor man kan drikke en kop kaffe, mens børnene leger i børnehjørnet eller hjælper med at vande planterne.

Grupper har mulighed for at forudbestille kaffe, kage og sandwich.

Det er ikke muligt at foretage bordreservationer.

I butikken sælges:

  • Håndlavede varer fra Væksthuset
  • Syede tasker, brødkurve og bøllehatte i stof designet med 6 signaturplanter fra haven
  • Forkobrede blomster fra køkken- og slotsparken
  • Forsølvede pelargoniblade lavet til øreringe
  • Keramik
  • Rosenæblegelé lavet af æbler fra de gamle rosenæbletræer
  • Honning fra havens egne bier
  • Øvrige varer i sæson

Overskuddet fra café og butik går til forbedringer af haven.

Hvad er der ellers i køkkenhaven?

Køkkenhaven rummer flere særlige elementer, der gør besøget unikt:

  • Tapis fleurs i hovedaksen: Midt i haven danner et tapis fleurs et græstæppe, som om foråret er et farverigt tæppe af forårsløg.
  • Duftpelargonier og Dronning Ingrid: Pelargonierne var Dronning Ingrids yndlingsplante og dyrkes fortsat i haven – blandt andet anvendt i smykker, der sælges i butikken.
  • Signaturplanter: Pelargonie dr. Ingrid, Agapanthus, Gråsten æble, Duftgeranium, Figen Casica 2
  • Bigård og honning: Bierne bestøver blomster og frugttræer og producerer honning, som sælges i butikken
  • Hügelbed: Et bed med ca. 800 stauder, bygget op af grene og organisk materiale, der giver næring og holder på fugten
  • Spejlbassin: Himmel og planter spejler sig i vandfladen, mens muslinger fungerer som naturligt filter og holder vandet klart
  • Vinterhaven: Afslutter hovedaksen og er i stil med de gamle drivhuse. Anvendes til planteopbevaring om vinteren og om sommeren til servering i  cafeen.
  • Paradehus: Fikspunkt i køkkenhaven med paradeplads og spejlbassin foran. Om vinteren opbevares baljeplanter i Paradehuset. Det hedder paradehus, for om vinteren står planterne på parade.
Hvordan udvikler køkkenhaven sig gennem året?

Den Kongelige Køkkenhave har forskellige udtryk gennem året:

  • Forår: Løgplanter, krokus og krukkeplantninger bringer farver til haven.

  • Sommer: Bedene bugner af blomster, frugt og grøntsager.

  • Efterår: Høsten giver travlhed og varme farver.

  • Vinter: Haven kan være overraskende smuk på solrige frostklare dage.