
Oplev et rigt fugleliv, enestående istidslandskaber, smukke fjorde, søer og skove.
På tur
Naturen og oldtiden
Om Naturpark Nordals
Kontakt
Velkommen til Naturpark Nordals
Se havørnen svæve ind over Bundsø, mød isfuglen ved Mjels sø eller oplev de store sværme af stære og gæs trække. Overnat i shelter, og nyd stilheden og stjernehimlen. Tag på fisketur eller vandre gennem fjordlandskabet.
Hvis du kan lide naturoplevelser og friluftsliv, så er Naturpark Nordals et sted for dig.


På tur i Naturpark Nordals
Naturpark Nordals ligger 20 km nord for Sønderborg. Naturpark Nordals har velafmærkede ruter og faciliteter, uanset om du vil vandre, kigge på fugle, cykle, sejle eller overnatte i Naturparken.
Det sker i Naturpark Nordals



Ture vi anbefaler
Fugletræk ved Bundsø, Mjels sø og Oldenor. Den smukke indsejling til Dyvig. Padderne i Oksbøl skov. Oldtidminder i Brandsbøl skov. Bakketræning ved Mjels.
I Naturpark Nordals er naturoplevelserne mange. Her er et udpluk af oplevelser, som Naturvejlederne Sønderborg anbefaler.

Rundt om Mjels sø
Vandre- og cykeltur, 5 km. Fugletur
Mjels Sø har været tørlagt og opdyrket, men i 2006 blev søen genoprettet. Det originale pumpehus er bevaret og tilbyder gode faciliteter og formidling. Fuglelivet er unikt ved søen, og på vandreturen langs søen er der gode chancer for at komme tæt på, fx gæs, ænder og lappedykkere.

Oksbøl skov
Gå og cykelruter, rød rute, 5,8 km
Oksbøl Skov har mange ruter af forskellig længde. Rød rute fører dig rundt til de mange moser i skoven. Moserne er fine levesteder for mange forskellige padder og fuglearter, som du kan opleve på tæt hold. Skoven er ny og blev til for at fremtidssikre grundvandet og for at skabe nye muligheder for friluftslivet.

Alsstien: Hardeshøj - Nordborg Slot
Cykel- og vandrerute, 13 km.
Turen går fra færgehavnen i Hardeshøj gennem Mjels mark til den smalle, smukke indsejling til Dyvig ved Steg Gab. Herefter fortsætter turen langs Mjels Vig ved Røde Næb og ad E Gaul til Nordborg.
Landskabet varierer mellem flotte udsyn over vigene og passager gennem tætte hegn og tunneldalen Gammeldam. Langs Oldenor er der gode muligheder for at observere fugle. Terrænet er kuperet, så forbered dig på en tur, der kan give sved på panden.

Als Rundt: Mjels vig - Steg Gab - Dyvig
Kano- og kajaktur, 7 km
En enestående rute for sejlere, kano-, SUP- og kajakentusiaster. Sejladsen langs bugtende kyststrækninger og rundt til naturhavnene er en særlig smuk oplevelse mulighed for at se fjordlandskabet fra søsiden. Start turen fra Mjels Vig eller Dyvig, hvor du let kan parkere.

Bundsøstien
Natur, fugle og oldtidsminder. Vandretur, 7.5 km.
Bundsøstien er ligesom Mjels sø og Oldenor også en genoprettet sø. Bundsø er et ideelt udgangspunkt for både at opleve flot natur og kulturhistoriske perler. Langs søen kan du observere de mange fuglearter, og måske havørnen, som dagligt svæver over Bundsø. I Brandsbøl skov finder du 7 flotte langdysser.

Nordalsruten
Cykelrute, 4,5 km
Den lokale cykelrute 37 går igennem Naturpark Nordals. Etapen fra Dyvig går gennem den smukke tunneldal til Nordborg. Terrænet er kuperet og varieret.
Bakkerne er stejle ved Mjels Pumpehus, og udsynet over landskabet er enestående fra toppen, Bøgebjerg
Faciliteter og oplevelser


Fiskeri
I Nordborg sø kan du fange gedder, aborrer og skaller, hvis du har købt et dagskort. Ved Lønsømade kan du fiske fra kysten.
Hvis du er 18-67 år, skal du have fisketegn stort set uanset, hvor du fisker.

Grejbanken ved Mjels sø
I Mjels Pumpehus kan du låne udstyr til vandhulsaktiviteter: Waders, vandkikkerter, bakker, miniakvarier og net mm.
Bestemmelsesuge og opslagsbøger hjælper dig med at bestemme arterne.
Udstyret er velegnet til aktiviteter ved søen, undervisning eller lejrskoleaktiviteter. Det rækker til en skoleklasse. Kontakt Polle for adgang: Tlf. 40 16 49 80.

Hjortspringbåden i Holm
Hjortspringbåden er en kopi af den originale Hjortspringbåd, som stammer fra cirka 350 f. Kr. Hjortspringbåden er 19 m. lang og bygget, så den svarer til den oprindelige konstruktion.
Båden blev fundet i Hjortspring Mose i 1921, og var en del af et stort våbenoffer i mosen. Originalen er udstillet på Nationalmuseet. Båden er den ældste plankebyggede båd i Norden. 140 frivillige står bag bådbyggeriet.

Mjels Pumpehus - Naturparkens centrum
Nyd den flotte udsigt og fuglelivet fra det gamle pumpehus ved Mjels Sø. Fra Pumpehuset udgår flere vandreture. Huset fungerer som et formidlings- og madpakkested med udsigtsplatform. I nærheden er der et toilet.
Mjels Pumpehus og afvandingskanalerne ved Mjels sø og Bundsø vidner i dag om 1800 tallets tørlægning og dræning af søerne. Søerne blev genskabt i 1993-2016. I dag fremstår søerne, som i slutningen af 1500-tallet, da de blev afskåret fra havet.

Nordborg slot
Omkring år 1150 bliver den første borg opført på Als. Omgivet af en voldgrav, lå Alsborg godt beskyttet på sydsiden af Nordborg Sø. Slottet er nedbrændt to gange og de nuværende bygninger er opført under tyske tid i 1910. I dag danner Nordborg slot ramme for Scienceefterskolen Nordborg Slot.
Slotsparken er åben for publikum.

Jollmands Gaard
I landsbyen Holm ligger den alsiske kroggård fra 1700-tallet, Jollmands Gaard. Gården er meget velbevaret og rummer en fin udstilling af datidens hverdagslivet på landet. Bygningerne har form som en krog og er et smukt eksempel på alsisk bindingsværk.

Havnbjerg Mølle
Den smukke stråtækte vindmølle fra 1835, ligger højt oppe på en bakketop over Havnbjerg og med Havnbjerg Kirke som nabo. Møllen var i drift indtil 1961. Siden er møllen blevet restaureret og er i dag museum. Havnbjerg Mølle blev særlig kendt, da optagelserne til filmen Krig og Kærlighed foregik i møllen.


Naturlandet Sønderborg app
Når du er på tur i Naturpark Nordals guider appen Naturlandet Sønderborg dig på vej. Appen viser din placering og ruten på mobiltelefonen.
Naturen og dyrelivet
I Naturpark Nordals lever mange forskellige fuglearter, padder, sjældne orkideer, flagermus og rovfisk. 350 plante- og dyrearter hører til i parken. De genoprettede søer Oldenor, Mjels Sø og Bundsø er vigtige levesteder for ynglende hav- og søfugle samt fisk.
Isfuglen yngler ved Mjels sø, havørnen flyver dagligt over søerne, og skarven har etableret en koloni i træerne ved Bundsø.
Flere steder ses fiskehejre og vandrikse. Andre ynglefugle er havterne, fjordterne, strandskade, knopsvane, engpiber, vibe, gul vipstjert og tinksmed.
Naturparken er levested for snogen, stålormen, samt mark- og skovfirbenet og otte forskellige padder, fx løvfrø, butsnudet frø, stor vandsalamander, spidssnudet frø og løgfrø.
I de senere år er mange flagermusarter registreret i Naturparken. Udsætningen af rovfiskeyngel har forbedret fiskebestandene af gedder, skaller og aborrer i søerne.
I naturparken findes størstedelen af de almindelige danske vilde planter. Fx ægbladet fliglæbe, hulrodet lærkespore og rederod. En række planter er mere sjældne og på den danske rødliste, fx orkideen majgøgeurt.
Lokale madoplevelser og produkter
Smag på de lokale produkter fra Naturpark Nordals.

Kød fra Bakkegården Ulbjerg
I Naturpark Nordals græsser Jes Kolmos kvæg. Fra gården sælges fersk kød og spegepølser. Kødet er fødevarekontrolleret.
Bakkegården er en del af Naturpark Nordals, og bruger Naturparkens logo i sin markedsføring.
Kontakt Bakkegården Ulbjerg, Jes Kolmos og hør nærmere:
Tlf 40 13 44 15

Øl fra Mjels
Mjels Bryghus producerer en lang række forskellige øl. Mjels Bryghus sælger øllene fra butikken i Mjels. Bryghuset arrangerer jævnligt ølsmagninger.
Mjels Bryghus er en del af Naturpark Nordals, og bruger Naturparkens logo i sin markedsføring.

Udbyder du overnatninger, mad eller andet?
Læs mere om, hvordan du kan samarbejde med Naturpark Nordals.
Kontakt
Naturpark Nordals
Sekretariatet for Naturpark Nordals
Skydebanevej 1
6400 Sønderborg
naturvejlederne@sonderborg.dk
Tlf +45 88 72 44 22



