
Gadeteater: Sound of Sewing
Fri entre: Danmarks Internationale Gadeteaterfestival er tilbage i Sønderborg med seks forestillinger.
Trænger din garderobe til nyt liv, fest og farver? I SOUND OF SEWING mødes genbrug, performancekunst og humor i en levende og sprudlende teater-systue midt i byrummet.
Siden 2003 har Karin Arts og Mariken Biegman-van Geel rejst verden rundt med deres cykler, antikke symaskiner og fantasifulde univers, hvor publikum bliver en del af forestillingen. Her inviteres alle til at medbringe gammelt tøj, som forvandles til personlige og unikke kunstværker – helt gratis. Det eneste, kvinderne behøver hjælp til, er nogle friske ben til at træde i pedalerne, så de gamle symaskiner kan komme i gang. Publikum bliver dermed både medskabere og drivkraft i et poetisk og humoristisk værksted fyldt med kreativitet, bæredygtighed og fællesskab.
Så tag dit gamle kluns under armen og gå hjem med en helt særlig “one-of-a-kind” souvenir til klædeskabet.
Forestillingen knytter sig særligt til United Nations’ Verdensmål 12: Ansvarligt forbrug og produktion, ved at sætte fokus på genbrug, upcycling og nye kreative måder at tænke bæredygtighed i hverdagen på.
Der er fri entre. Alle kan komme. Ingen billetter.