Læs mere om børnepasning og skoler

Information til børnefamilier i Sønderborg-området

Sønderborg Kommune er børnenes tumleplads. Læs herunder mere om børnepasning, skolemuligheder og fritidstilbud for børnefamilier.

Børnepasning

I Sønderborg Kommune har vi gode normeringer og pasningsgaranti. Vi har private og kommunale pasningstilbud, børnehaver (også med specialtilbud), tre tyske og en international børnehave samt fire børneuniverser.

Der er mulighed for at søge om fripladstilskud. I de fleste vuggestuer og børnehaver er der frokostordninger.

Skoler

I Sønderborg Kommune har vi mange kommunale og private skoler, en specialskole, specialrækker samt tre tyske og en international skole. Et barn optages som udgangspunkt i det skoledistrikt, barnet bor i.

Der er knyttet SFOer og klubber til de fleste skoler. Her kan dit skolebarn passes før og efter skoletid. Man kan søge om fripladstilskud til SFO og klub.

Uddannelser og vejledning for unge

Ungecentret er for unge mellem 13 og 25 år. Det skal bl.a. rådgive, understøtte og involvere unge i valg af uddannelse og job. Ungecentret dækker alt fra Ungdomsskolen, ungdomsklubber, 10. klasse, uddannelsesmuligheder og ungerådgivning med psykologer og andre eksperter.

Informationer for tilflytterfamilier fra udlandet

Modtagerklasser

Er du tilflytter og taler dit barn endnu ikke dansk, så har dit barn mulighed for at starte på Ulkebøl-Skole i en modtagerklasse. Ulkebøl Skole er en kommunal skole, og eleverne er max. 2 år i tilbuddet, hvorefter de udsluses til egen distriktsskole.

Danskkursus for unge

Ungdomsskolen tilbyder et gratis danskkursus for udvekslingstuderende samt unge, flersprogede børn. Læs mere og tilmeld dig danskkurset her. Der er kun et begrænset antal pladser.

Modersmålsundervisning

Sønderborg Kommune tilbyder gratis modersmålsundervisning til elever i 0.-9. klasse, hvis barnet forsørges af en EU/EØS-borger bosat i Danmark.

For børn, der forsørges af personer fra lande uden for EU/EØS, tilbydes frivillig modersmålsundervisning i 0.-3. klasse.

Undervisningen foregår på landets officielle sprog. Deltagelsen er gratis og frivillig, men man skal tilmelde sig. Et hold oprettes, når mindst 12 elever er tilmeldt, og der kan ansættes en kvalificeret lærer.

 

Fritidsaktiviteter for børn

I Sønderborg Kommune har vi over 700 foreninger, talentakademi, svømmehaller, legepladser, aktivitets- og oplevelsesparker, musikskole, kunstskole, balletskole, levende biblioteker, naturformidling, skove samt 250 km kystlinje, hvor dit barn kan boltre sig. Også i de mindre landsbysamfund er der mange foreninger og aktiviteter for børn.

Du kan under visse forudsætninger søge om økonomisk støtte (fritidspas) til dit barn.

Information til børnefamilier