Bliv støtteperson til forældre med anbragte børn
Sønderborg Kommune søger støttepersoner til forældre med anbragte børn
På et informationsmøde den 3. november kl. 17.00 kan interesserede høre mere om rollen som støtteperson for forældre, der har et barn anbragt uden for hjemmet.
Når et barn bliver anbragt, kan det føre til mange svære følelser, tanker og udfordringer hos forældrene. Forældre til anbragte børn skal derfor have tilbud om en støtteperson i forbindelse med anbringelsen. Støttepersonen kan hjælpe forældrene med at bearbejde situationen og skabe større forståelse for de forskellige perspektiver omkring anbringelsen.
Støttepersonens opgaver kan blandt andet bestå i at deltage i møder med kommunen og hjælpe forældrene med at læse og forstå breve, handleplaner og afgørelser om samvær. Støttepersonen kan også bidrage til at styrke forældrenes samarbejde og kontakt med kommunen og barnets anbringelsessted.
Støttepersonen skal være uvildig og uafhængig af kommunen og må ikke på forhånd have kendskab til eller en holdning til den konkrete sag. Der indhentes straffeattest, og støttepersonen har tavshedspligt samt skærpet underretningspligt. Støttepersoner bliver kontraktansat.
Hør mere på informationsmødet
Informationsmødet foregår den 3. november kl. 17.00 i Glassalen på Borgmester Andersens Vej 26, 6400 Sønderborg.
Yderligere oplysninger
Maja Eriksen
Familiebehandler i Familieindsatser
Tlf. 21267580




