Corona-krisen har allerede sendt detailhandlen i knæ, og nu venter en forsommer uden udenlandske turister og den indtægt, de plejer at lægge i byernes butikker. Den alvorlige situation samler et enigt Sønderborg Byråd bag en lokal hjælpepakke på i alt 750.000 kr. til kommunens tre handelsstandsforeninger. |
På baggrund af krisen i detailhandlen har borgmester Erik Lauritzen og formandskabet i Udvalget for Kultur, Idræt Hansen og Turisme, Stephan Kleinschmidt og Jesper Kock, holdt et møde med repræsentanter fra Gråsten Handel, Nordborg Handel og Sønderborg Handel. På mødet forklarede handelsforeningerne om deres manglende indtægter fra bl.a. kontingent og pylonreklamer og manglen på kunder og dermed indtægter. Der er også problemer med at få plads til nye varer, ligesom de manglende indtægter truer planlagte arrangementer i byerne. Efter mødet har de deltagende byrådsmedlemmer arbejdet på at sikre et tilskud på 750.000 kr. til aktiviteter og tabt kontingent i foreningerne – fordelt med 125.000 kr. til foreningerne i hhv. Gråsten og Nordborg samt 500.000 kr. til Sønderborg Handel. De har dels sikret opbakning fra alle Byrådets partier til at give støtten, dels sikret juridisk grundlag for lovligheden af et tilskud. Beløbet er ud over en bevilling på 250.000 kr., som Udvalget fra Kultur, Idræt, Handle og Turisme i forvejen havde sagt ja til. |
Vi ved, at Corona-krisen har ramt dele af erhvervslivet – herunder butikkerne – meget hårdt, fordi folk er opfordret til at blive hjemme og kun handle det nødvendigste. Samtidig er vi ikke i tvivl om, at levende handelsbyer med driftige butikker er en væsentlig del af en attraktiv kommune, og at det også handler om arbejdsplader. Jeg er derfor meget glad for, at alle partier i Byrådet har sagt ja til, at vi bidrager med en lokal hjælpepakke til handelsstandsforeningerne, siger Erik Lauritzen.