picture.This

Kunstdesignet picture.This ved Gråsten landbrugsskole i Fiskbæk er skabt af den tyske billedkunstner Chili Seitz.

Læs om ferniseringen den 19.9.2020
Chili Seitz

Chili Seitz

Billedkunstner

Chili Seitz’ værker bevæger sig mellem installation, udformning af rum og skulptur. At samle, stille noget over for noget andet og at fremstille nye sammenhænge – er en strategi, som Chili Seitz anvender i sine altid nye undersøgelser. Det offentlige rum og den urbane sammenhæng spiller en vigtig rolle i hendes arbejde.
De fantasifulde tiltag med nye sammenknytninger, som giver mening i kraft af den bevidste navngivning af hendes værker, skal altid læses med et glimt i øjet.

www.portfolio.chiliseitz.de

Om stedet og kunstdesignet

Gråsten Landbrugsskole, Fiskbæk
Efter Genforeningen besluttede man, at landmændene i Sønderjylland skulle lære den danske måde at drive landbrug på. Derfor oprettede man Gråsten Landbrugsskole på en af hertugen af Augustenborgs avlsgårde, Fiskbæk. Der var afgjort en grænse og en forskel dengang, mellem hvad man mente var specifikt dansk og tysk. I dag samarbejder skolen med tyske landbrugsskoler.

picture.This.
Med det kunstneriske arbejde, som jeg har udviklet for Gråsten Landbrugsskole, vil jeg gerne invitere til, at man gør sig nogle tanker om landegrænserne i dag.

I kan se to rektangler, som griber ind i hinanden, og som man så kan se igennem og sanse landskabet bagved – som indrammet i et billede. Gennem midten af hvert billede løber der en linje. Linjeføringen viser grænselinjen mellem Danmark og Tyskland, som den var før 1920, og som den er i dag.

I kraft af linjernes synlige overlapning vil jeg gerne gøre opmærksom på transformationen i tidens løb.
Den synlige horisont og skulpturens linjer korresponderer med hinanden. En grænse, såfremt det er en åben grænse, er blot en overgang i landskabet, som kun er markeret på landkortet og således kun herpå ses som en afgrænsning. Hvis man bevæger sig frit i naturen, i landskabet, så flytter den synlige horisont sig mere og mere i takt med ens egen bevægelse. Med denne erfaring bliver horisontlinjen til en naturlig grænse, som bevirker, at vi bliver nysgerrige på, hvordan det fortsætter bag den.

Materialer: Malet stål
Mål: 6,50 x 3 x 4,30 meter