Jobsøgning, PartnerJob og frivilligt arbejde

Læs mere om Sønderborgs jobmuligheder, PartnerJob-ordningen for medfølgende ægtefæller samt hvordan du bliver frivillig.

Jobsøgning i Sønderborg-området

Er du ledig og søger arbejde, så er mulighederne gode i Sønderborg-området

Et job er helt afgørende for, at hverdagen kan fungere. I Sønderborg er mulighederne gode, uanset om du er højt-, lavt- eller faguddannet. Vi søger alt fra fagarbejdere, ingeniører, læger og tandlæger, arbejdere indenfor logistik- og transportbranchen samt akademikere. Med mere end 4.000 virksomheder i kommunen – både små og mellemstore virksomheder samt globale koncerner – er chancerne gode, når du skal starte din karriere her.

Hvis du er ledig og bor i Sønderborg Kommune, er du velkommen til at henvende dig i vores lokale Jobcenter og få mere information og tilbud om beskæftigelse.

Overvejer du at flytte til Sønderborg, men vil lande drømmejobbet først, kan du kontakte vores rekrutteringsmanager hos Job over Grænsen.

Vigtige informationer, hvis du søger et arbejde i Sønderborg-området

PartnerJob-ordningen - for dig, som flytter med

Selvom din partner eller ægtefælle har fået drømmejobbet i Sønderborg-området, er det ikke sikkert, det samme gælder for dig. Men her kan Tilflytterservice Sønderborg måske hjælpe med at matche dine kompetencer med ledige karrierejobs i Syddanmark. Du kan derudover få hjælp til netværk, karriere og jobsøgning i Sønderborg-området.

Vi kan tilbyde:

  • Information om det sønderborgske og sønderjyske
    jobmarked
  • Sparring på ansøgning, CV og jobsamtale
  • Information om opkvalificering, videreuddannelse etc.
  • Evt. praktik- eller løntilskudsforløb

Du kan deltage, hvis du:

  • Er medfølgende partner eller ægtefælle til en erhvervsaktiv tilflytter til Sønderborg Kommune
  • Kan tale og skrive dansk eller engelsk på et rimeligt højt niveau
  • Er klar til at fokusere på jobsøgning og investere tid i et PartnerJob-forløb

Kontakt vores PartnerJob-konsulent i dag og få flere oplysninger omkring PartnerJob-ordningen.

Det er gratis at deltage, og forløbet foregår på enten dansk eller engelsk.

Frivilligt arbejde

Hvis du er interesseret i at arbejde som frivillig, så er der mange muligheder i Sønderborg Kommune. Med over 700 foreninger i kommunen er der en bred vifte at vælge i mellem. Forhør dig blandt andet i Frivillighedens Hus, hvor alle de frivillige sociale og sundhedsfremmende foreninger i Sønderborg Kommune er samlet.

Tilflytternetværket i Sønderborg søger frivillige, som har lyst til at give en hånd til vores events for tilflyttere. Vi søger frivillige hjælpere til blandt andet Dansk Café, Yoga samt andre tilflytterevents. Hvis dette lyder spændende, så kontakt vores eventkoordinator.

Du kan også blive frivillig under kulturarrangementer eller hjælpe til hos den lokale TV-station DKSyd.

Ligeledes kan du blive frivillig i en forening eller ved sportsarrangementer.

Røde Kors i Sønderborg er også altid interesseret i frivillige. Kontakt Røde Kors Sønderborg for yderligere informationer.

if ( function_exists('cn_cookies_accepted') && cn_cookies_accepted() ) { }