Indlæser Begivenheder

Tal, tilfældigheder og tipping points – Livestreaming fra Aarhus Universitet

5. november | 19:00 - 21:00

GRÅSTEN: Statistik kan nemt misbruges og fejltolkes, men statistik spiller også en vigtig rolle i at forstå verden omkring os. Hør om statistikkens heldige og mindre heldige historier og dyk ned i den nyeste forskning omkring tipping points i klimaet.

Når salget af cykelhjelme stiger er der flere cykelulykker. Ergo er det farligt at køre med cykelhjelm! Eller er det nu også det? Måske bliver der solgt flere cykelhjelme fordi det er blevet farligere at cykle i trafikken? Men er det nu også rigtigt? Måske bliver der bare solgt flere hjelme og der er flere ulykker fordi der er flere der cykler? En sammenhæng betyder ikke, at der også er en årsagssammenhæng. Statistik kan nemt misbruges og fejltolkes, men statistik har spillet og spiller også en meget vigtig rolle i at forstå og afdække hvordan verden hænger sammen. Mange videnskabelige opdagelser er først blevet gjort udelukkende ved at undersøge statistiske sammenhænge – og først senere er de underliggende årsager blevet opdaget og forstået.

Kom og hør professor i statistik Susanne Ditlevsen fortælle om statistikkens heldige og mindre heldige historier – fra sømænd med skørbug, til børnedødelighed på fødselsklinikker, en teknisk fejl i en rumfærge der havde fatale konsekvenser og mulig racisme i amerikansk politi.

I foredraget vil du også dykke ned i Susannes egen forskning – fx om matematikken bag ‘tipping points’ og hvordan man vha. statistik kan forudsige sandsynligheden for at Europas varme havstrøm vil kollapse i dette århundrede.

Foredragsholder
Susanne Ditlevsen, professor i matematik og statistik ved Institut for Matematiske Fag, Københavns Universitet. Her forsker hun i statistiske metoder og stokastiske processer med anvendelser indenfor klimaforandringer, økologi, neurovidenskab og biologi. Hun har en ph.d.-grad i biostatistik og har boet 10 år i Spanien, hvor hun var skuespiller og teaterinstruktør.

Susanne Ditlevsen bliver ofte brugt som statistisk ekspert i pressen, skriver klummer om forskellige statistiske emner, holder mange foredrag og har deltaget i adskillige podcasts, hvor hun har fortalt om sin forskning – både på dansk, engelsk og spansk. Hun er forfatter til omkring 90 videnskabelige artikler. Hun udgav blandt andet en meget indflydelsesrig artikel i Nature Communications i juli 2023 sammen med Peter Ditlevsen, som trak overskrifter i hele verden, herunder længere interviews med New York Times, The Guardian, Financial Times, Washington Post, CNN, BBC, Politiken, Berlingske, Weekendavisen, El Pais, El Observador og mange flere. Her viste de ved brug af sofistikerede statistiske metoder at sandsynligheden for at en vigtig havstrøm på grund af klimaforandringerne kan kollapse i dette århundrede er langt større end først antaget. 

Hun har fået prisen for bedste underviser på Science på Københavns Universitet og har i år fået prisen Tagea Brandts Rejselegat. Susanne Ditlevsen er valgt som præsident for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab fra 2024-2028.

Offentlige foredrag i Naturvidenskab
Foredraget er en del af serien ”Offentlige foredrag i Naturvidenskab”, som er foredrag der livestreames fra Søauditorierne, Aarhus Universitet. Her har du mulighed for at komme tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskab. 
Niveauet er højt, og du vil blive udfordret, men du kan få udbytte af alle foredrag uanset dine faglige forudsætninger. Der er fri entré til de fleste af foredragene. 
Man kan stille spørgsmål til forelæseren under foredraget ved at sende en sms eller et tweet.
Foredragsserien arrangeres af Science and Technology, Aarhus Universitet, og udbydes i samarbejde med værter i en række byer og Carlsbergfondet.

Læs mere om eventet og køb en evt. billet her.

Share This Event

2031001
DD
DAYS
HH
HOURS
MM
MIN
SS
SEC

Detaljer

Dato:
5. november
Tidspunkt:
19:00 - 21:00
Begivenhed Kategori: