

Mal Smøl Vold gul
Landsbylaugene på Broagerland og Broager Udviklingsforum inviterer på “Mal Smøl Vold gul” søndag den 22. maj 2022.
Ideen er, at gøre Smøl Vold Tour de France gul som led i kommunens 100 dages optakt til Tourens ankomst i Sønderborg 3. juli 2022.
Deltagere møder i byens park ved Busstationen nedenfor kirken klokken 1100. Her er der musik ved Broager Brandværnsorkester og salg af øl, vand og pølser.
Fra klokken 1200 udleveres gul vest og kasket.
Klokken 1300 går turen op til Smøl Vold på den anden side af landevejen. Her fordeles deltagerne, så Smøl Vold tager sig bedst muligt ud i gult.
Klokken 1330 vil der blive lavet droneoptagelser af arrangementet.
Efter at “malingen” af Volden er afsluttet, tages turen tilbage til byens park.
For dem der ikke kender Smøl Vold, kan det nævnes, at det er det næsthøjeste punkt på Broagerland med 46 meter over havet. Stedet er fredet og er sandsynligvis et tilflugtssted fra omkring ældre jernalder og videreført i middelalderen og frem i ufredstider.
Der er den flotteste udsigt til Nybøl Nor, indsejligen til Gråsten via Egernsund, til Broager Kirke og videre til Vemmingbund og noget af Dybbøl Banke.
Smøl Vold ligger på højre side af landevejen, når du kommer fra Sønderborg og kører mod Gråsten og er ikke til at overse. For at synliggøre, at det er andet end en jordvold eller en bakke i landskabet, kan der ses efter flagstangen, der står på toppen. Her bliver der flaget på nationale mindedage og helligdage.