

Maddiker
Et livtag med den modne kvinde
Bodil Jørgensen, Jannie Faurschou og Rikke Wölck står på scenen og tager et uforfærdet og morsomt livtag med den modne kvinde. Kan man roligt forlade en fest som den første? Ja, det kan man godt – der sker alligevel ikke noget som helst! Hvis man finder på at bevæge sig ud på dansegulvet og bevæge sig med stive lemmer til musikken, så kommer de løftede mormorarme hurtigt ind til kroppen igen. Forsøger man at koncentrere sig om en god bog, så får man pludselig øje på den rynkede hånd, der holder om bogen. Hvis er den rynkede hånd? Mors? Mormors? Hvem er den kvinde, der bor i dette visne, rynkede hylster? Der er både liv og glimt i øjet på de tre voksne kvinder på scenen, mens de hylder alderdommen og tør tale om både det svære og det smukke i livet, inden maddikerne får overtaget.
Forestillingen spiller uden pause
Ny dansk „stand up“ dramatik af Rikke Wölck
Medvirkende: Bodil Jørgensen, Rikke Wölck, Jannie Faurschou
Instruktør: Madeleine Røn Juul
Scenograf: Gøje Rostrup
Produktion: Folketeatret, www.folketeatret.dk