

In a Slow Manner – Udstilling på Augustiana
Udstillingen In a Slow Manner er en ode til væver Anni Albers’ essay ‘Handweaving Today’ fra 1941, hvor hun anfægter hastigheden i de masseproducerede produkter.
Her, over 80 år senere, synes det mere nærliggende end nogensinde at hylde den kvalitet, der ligger i håndes arbejde og den langsomme skabende proces. Denne præmis er udgangspunktet for Augustianas sommerudstilling, der med værker af ti danske og franske kunstnere sætter fokus på tekstile objekter i krydsfeltet mellem kunst og kunsthåndværk. Det Hvide Palæs sanselige interiør, som emmer af historie og et levet liv, danner rammen om væghængte vævninger, porøse silkeværker samt to- og tredimensionelle skulpturer af stof. Publikum inviteres til at sætte tempoet ned, dvæle ved de smukke værker og lade roen indfinde sig.
In a Slow Manner er kurateret af Henriette Noermark og blev i foråret 2021 vist på Le Bicolore, Danmarks nye udstillingsplatform i Paris. På Augustiana vises den sommeren 2022 i forbindelse med, at Tour De France-løbet kommer til området den 3. juli. I tilknytning til udstillingen planlægges en række eksterne kulturelle arrangementer med et dansk/fransk tema.

Kunstnere: Øverst, Vibeke Rohland & nederst, Tove Storch. Foto: IDOART Agency. In a Slow Manner i Augustiana Kunsthal.
De deltagende kunstnere er Astrid Krogh, Justin Morin, Tove Storch, Grethe Sørensen, Margrethe Odgaard, Vibeke Rohland, Anne Fabricius Møller, Valerie Collart, Ditte Hammerstrøm & Sofie Genz. Bannerfoto: Kunstner, Valérie Collart. Foto: IDOART Agency. In a Slow Manner i Augustiana Kunsthal.
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond & Det Obelske Familiefond.