Evelyn Glennie og Jon Hemmersam har arbejdet tæt sammen siden 2012. Det er blevet til de tre albums Sound Spirits (2012), The Core-tet Project (2016) og senest Open Barrier (2021).
Publikum vil opleve noget, der aldrig er spillet før – og som aldrig vil blive spillet igen. Koncerten er bogstaveligt unik. Den tager udgangspunkt i de to musikeres samarbejde og bliver improviseret på stedet. Derfor kalder vi koncerten Sound Spirits impromptu, en improviseret koncert.
Musikken overskrider genrer og grænser. Det bliver en sand manifestation af nyskabende lyd-malerier.
Evelyn Glennie er adlet til ?Dame?. Hun modtager i juni måned den prestigefyldte Léonie Sonnings Musikpris 2023.
Hun er kendt for at sprænge for, hvad man traditionelt forstår ved en musiker. Hun overgår de fleste i virtuositet, kreativitet og musikalitet. Hun er en mester i at bevise, at musik opstår i samspil mellem flere sanser. Og det siger ikke så lidt, for Evelyn Glennie mistede hørelsen som 12-årig. Det har dog ikke stoppet hende fra at udvikle sig til en fænomenal percussionist.
Hun er et ikon og et forbillede for ikke blot slagtøjsspillere verden over, men også for et bredt publikum på tværs af genrer. Hendes evne til at mærke musikken uden at kunne høre den, og til at udtrykke sig på alle typer slagtøjsinstrumenter er magisk for enhver, der oplever hende.
Koncerten er støttet af Danfoss og Augustinusfonden.
Varighed: cirka 60 minutter