”Sønderborg-området er noget særligt”

34-årige Mette har meldt sig ud af Københavns stressede hverdag og er flyttet med hele familien til Hørup på Als, hvor deres drømme bedre kan realiseres. I dag er hun selv blevet en slags ambassadør for livet i det sønderjyske.

For Mette og hendes mand Mathies satte et ferieophold i Sønderjylland skub i tankerne om et andet og mere fredfyldt liv langt fra Københavns betonjungle. Begge dyrkede en stressende karriere med lange arbejdsdage, høje krav og mange ambitioner, som skabte en ubalance mellem privat- og arbejdsliv. Derfor traf de til sidst en beslutning om, at livet skulle rumme noget andet og noget mere.

Valget havnede på havnebyen Hørup lidt uden for Sønderborg, som gav dem muligheden for at sætte det gode familieliv, en tryg opvækst for børnene og en øget frihed i hverdagen tilbage på dagsordenen. Her var bedsteforældrene tættere på, fællesskabet var mere i fokus og man levede ikke længere kun for weekenderne.

"Vi ville ud og være en del af noget, hvor der var noget fællesskab, for det er jo også noget af det som går tabt, når man er rigtig mange mennesker på meget lidt plads. Det bliver så individuelt, og vi vil gerne fællesskabet. Og vil gerne have at børnene vokser op i noget lokalt.”

Selvom andres reaktioner i starten var noget a la ’det kan man da ikke’, blev rækkehuset i Søborg sidste januar skiftet ud med først lejebolig og nu hus med havudsigt i Sydals. Og selvom flytningen var en smule problematisk, taler Mette i dag om sit nye liv med masser af varme og begejstring i stemmen:  ”Jeg synes, at Sønderborg er fantastisk. Jeg vidste ikke, hvor levende et samfund det er. Og Hørup har det, vi savner, når vi har boet andre steder.”

Især blev nærheden til naturen og havet et dagligt udflugtsmål for børnefamilien, som hen over sommeren badede, fangede krabber eller blot nød den smukke udsigt.

”Hørup er jo et af få steder, hvor man kan komme helt ned til vandet i et villakvarter. Jeg elsker, at havet ikke kun er for de rige, for det er det jo i København. Naturen hernede er noget særligt med det kuperede landskab, fjordene, sundene... Det er smukt, at der er så meget intimitet i landskabet, og så det der med, at det er tilgængeligt.” Også Sønderborg-områdets sjæl og historie føler hun sig stærkt knyttet til samtidig med, at folk kommer hinanden ved på en anden måde i det nære.

Hun fortæller dog også, at det var et stort spring. Især var frygten for ikke at finde arbejde og starte forfra en udfordring: ”Det, som har overrasket mig mest, er at komme her og starte helt forfra og finde ud af, hvor forskellige folk lige pludselig er.”

I bagklogskabens klare lys var frygten dog hel ubegrundet. Mathies arbejder i dag på Danfoss, mens Mette selv er jobskaber i sekretariatet for landdistrikter, hvor hun fik chancen for at realisere nye sider af sig selv, for i Sønderborg-området kan flere idéer og drømme lade sig gøre.

Hun nævner i dag, at hverdagen er blevet meget nemmere, og at hun føler sig hjemme i det hyggelige og tillidsfulde fællesskab, som hun har fundet i Sønderborg-området: ”Når man er en del af et fællesskab, kan vi bruge hinanden. Det er med til at gøre hverdagen lettere. Derudover føler man et ansvar overfor det samfund, man er en del af. Og det er enormt positivt. Det synes jeg også er fedt ved Sønderborg, at vi ikke ligger på den lade side. Vi knokler for at være et samfund, der er værd at være en del af, og det lykkedes vi med.”

Og selvom hun til tider godt kan savne en ordentlig thai-restaurant, er hun faktisk blevet så glad for sin nye hjemkommune, at hun selv forsøger at få folk hertil, og nu anser sig selv som en slags ambassadør for Sønderborg-området. Hendes ønske om flere storbyfamilier til steder som Sønderjylland, stammer fra en bekymring over den centralisering, som forekommer mange steder i Danmark: ”Jeg ser familier som mig selv, der har forældre rundt omkring i Danmark, der bor i små lejligheder på Nørrebro med børn og kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. At de ikke ser, at de har et valg. Men folk sidder fast.”

Især oplever hun, at et stigende antal får stress, når der skal kæmpes om pladsen og jobbet i de større byer. ”Jeg har ikke spidse albuer, så jeg nyder også det der med, at vi kan være os selv, og vi er okay som vi er, og det ikke er sådan et ræs. Så det der med at tjekke ud af hamsterhjulet, det kunne jeg så godt unde de andre også.”

Hun kan godt undre sig over, at københavnere gladeligt vil betale 3 mio. for en lille lejlighed på Nørrebro, når man kan få havudsigt og et stort dejligt hus i det sønderjyske til en helt anden pris. Men hun er overbevist om, at flere nok skal indse de mange muligheder for et anderledes liv med udgangspunkt i den alsiske natur, for som hun siger ”det smitter jo” – og drømmen om et anderledes liv kan realiseres.

Mette og hendes familie blev også hjulpet på vej af Tilflytterservice, selvom mange projekter dengang var i opstartsfasen. ”Det der med at mærke, at vi var velkomne, at vi ville blive taget imod, at vi kunne få svar på spørgsmålene. Bare det at Tilflytterservice eksisterede var rigtig godt.”

QA – 5 hurtige til Mette

  1. Kan man godt forstå, hvad folk i Sønderjylland siger?
    Ja, det kan man, eftersom de fleste sønderjyder taler risdansk. Men jeg synes, det er rigtig hyggeligt, når jeg møder en, der har dialekt. Jeg kan godt lide at mærke, at der stadig er lokale identiteter i Danmark.
  2. Har du udviklet en forkærlighed for ringriderpølser og det sønderjyske kaffebord?
    Det har jeg! Sønderjyderne kan noget med kød – især med pølser og pålæg. Og mht. kaffebordet er det ret befriende at opleve, at folk ikke er så sukkerforskrækkede, selvom det tog lidt tilvænning. Jeg nyder stemningen, der er omkring kaffebordet, hvor man hygger sig og nyder kagerne med god samvittighed.
  3. Er der okay mobildækning?
    Ja, det er der. Både vores telefoner og internet fungerer ligeså godt, som da vi boede i Søborg.
  4. Snakker alle i Sønderjylland tysk?
    Nej, det gør de ikke. Jeg har fået lyst til at lære det og går til tysk på aftenskole. Vi bor jo under en time fra Flensborg, som er en rigtig hyggelig og spændende by, så det er oplagt at lære sproget, når der nu er så god mulighed for at øve sig. Det åbner også op for jobmuligheder både syd for grænsen og i interregionale samarbejder.
  5. Ved folk godt, hvad en kaffe latte er?
    Ha ha. Ja, det ved de godt! Og heldigvis, for som kaffeentusiast på hobbyplan, var det en bekymring, inden vi flyttede. Men vi har nogle rigtig dygtige baristaer her i Sønderborg, som samarbejder med nogle af de kendte risterier og entusiaster fra eksempelvis Kontra kaffe i København. Der er også flere risterier hernede, hvor de producerer rigtig lækker kaffe.