Rugbrødslagkage

Den berømte brødtorte

Brødtorte (rugbrødslagkagen) er et must for dig at prøve - her får du opskriften

Brødtorten har en helt speciel plads i sønderjydernes hjerte og er en yndet spise til kaffen. Historisk set havde den sin faste plads på det sønderjyske kaffebord, som en del af de 7 bløde kager, der skal være på et traditionelt kaffebord sammen med 7 tørre og 7 hårde kager.

Kaffebordstraditionen er fra 1870'erne, hvor Sønderjylland var under tysk styre. Det var forbudt for sønderjyderne at samles, hvis der blev udskænket alkohol, så i stedet tyede man til kaffe og kage og det sønderjyske kaffebord. Her medbragte man en kage, som skulle på fællesbordet, og konerne dystede om den bedste kage.

Bunde:

6 æg
100 g revet rugbrød (friskt, men tørt)
1 tsk. bagepulver
250 g sukker
100 g grovhakkede nødder

Fyld:

½ l piskefløde
Solbærsyltetøj
50 g nødder eller reven chokolade

Fremgangsmåde:

Del æggene i hvider og blommer i seperate skåle. Pisk æggehviderne stive og rør sukkeret i lidt efter lidt. Tilsæt blommerne. Bland rugbrød og nødder og tilsæt i blandingen sammen med bagepulver. Hæld dejen i 3 forme beklædt med smurt bagepapir og bag ved 220 grader i ca. 10 min. Pisk flødeskum og lav din lagkage med bund, syltetøj, flødeskum og bund igen. Øverst lægges flødeskum med nødder eller chokolade som pynt.

Visse bagerier i Sønderjylland sælger også færdige rugbrødslagkagebunde, så man nemt og hurtigt kan lave en lækker lagkage til gæsterne.