• På Slaget 12

På Slaget 12 spiller til Æblefesten

12. okt 2018, kl. 18.30

Hvem husker ikke hittet ”Hjem til Århus” med På Slaget 12? Sangen vil helt sikkert være på listen, når Ann-Mette Elten synger ved Gråsten Æblefestivals festaften fredag 12. oktober.

Ann-Mette optræder som akustisk duo sammen med sin mand, Niels Kirkegaard - også frontfigur i bandet, der også huskes for hits som ”Ude på det blå ocean” og ”Ta’ kæresten i hånden”.

På Slaget 12 har haft stor succes med i alt fire Let’s Dance-album med fortolkninger af kendte 60’er-sange, som også vil indgå i koncerten sammen med flere overraskelser.

Bagefter vil bandet Southern Sound spille op til dans med sin amerikansk inspirerede lyd, der appellerer til et bredt publikum.  Southern Sound blev dannet i 2015 og har nu spillet mere end 50 koncerter.

 

Erfaren musikbooker med

Musiknavnene skyldes, at styregruppen bag Gråsten Æblefestival i år er blevet suppleret med Søren Thygesen Kristensen, der har stor erfaring med musikbooking og i øvrigt vil fungere som konferencier på æblefestivalens scene.

- Vi regner med et godt rykind til festaftenen. Derfor er det en gode idé at købe billet allerede nu, siger Søren Thygesen Kristensen.

 

Æbler på menuen

Som det efterhånden er tradition, begynder festaftenen med middag i det opvarmede telt, der er belagt med gulv overalt. Menuen lyder på marineret svinekam med æbletilbehør, to slags kartofler og to slags salat. Og til dessert æblekage med kanel og nødder og creme fraiche/flødeskum

Aftenen begynder kl. 18.30. Billetter koster 350 kr. inkl. middag og sælges online på Place2Book samt i turistinformationen i Det Gamle Rådhus på Torvet.

 

Den femte æblefestival

Gråsten Æblefestival 2018 finder sted på forkanten af skolernes efterårsferie, 11.-13. oktober, på havnen i Gråsten. Det er den femte i rækken, og den vokser sig år for år større. Festivalen, der arrangeres af frivillige, er en aktivitet under Gråsten Forum, der samler områdets foreninger og organisationer.

Pris: 
350
Toldbodgade 5
6300 Gråsten
Danmark