Cykelløb colourbox

Sønderborg vil være målby for Tour de France

Sønderborg lægger billet ind på at blive en del af verdens største cykelløb og verdens tredjestørste sportsbegivenhed.

Chris Froome, Alberto Contador og resten af Tour De France-feltet kan blive til virkelighed allerede  i 2018. Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen har offentliggjort en ambitiøs plan om at Danmark – og Sønderborg - helst allerede i 2018 bliver vært for Le Tour.
- I Sønderborg ved vi, at det handler om at slå til, når mulighederne byder sig. Så når muligheden for at blive en del af Tour de France nu er opstået, er vi også klar til at løfte den opgave. Touren er en enorm begivenhed, som bliver vist på tv over hele verden, så for Sønderborg vil det være en fantastisk mulighed for at vise, alt det vi kan, siger Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen.

Det samlede danske bud på Tour de France indeholder tre etaper:

  •        En prolog i indre København
  •        Etape 1: Afgang fra Roskilde og mål i Odense
  •        Etape 2: Afgang fra Vejle og mål i Sønderborg. 

I slutningen af november kommer løbets sportsdirektør, Christian Preudhomme, til København, hvor Troels Lund Poulsen vil fremlægge Danmarks ønske om at blive værtsland for de tre Tour-etaper. I den forbindelse vil løbsdirektøren mødes med statsminister Lars Løkke Rasmussen, erhvervs- og vækstministeren samt bl.a Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen.
Det er et enigt økonomiudvalg i Sønderborg byråd, der står bag planen om at få verdens største cykelløb til Sønderborg. Formanden for udvalget for kulturel og regional Udvikling, Stephan Kleinschmidt, ser et enormt potentiale i at få løbet til kommunen:
- Med hele det tankesæt og de ambitioner, vi har med Project Zero, kunne vi for eksempel gå ind og fremstå som en helt igennem miljørigtig målby for Tour de France.  Det vil være noget, man ikke hidtil har set i touren. Derudover ved vi, at omkring 2000 journalister dækker løbet, at det bliver tv-transmitteret til 190 lande, og at der altid følger et massivt rykind af turister med, når Tour de France kommer til en by. Dette her er en fantastisk mulighed for at profilere Sønderborg, siger han.

Cykelløb 700

Opmærksomhed og oplevelser

I Sønderborg Kommune har man allerede via  fx cykelløbet Postdanmark Rundt samlet erfaring med at afvikle store cykelløb, og selv om Tour de France som det største og mest traditionsrige løb er i en helt anden liga, så får det ikke borgmesteren til at ryste på hænderne – tværtimod.
- Selvfølgelig kan vi løfte opgaven i Sønderborg. Det bliver et gigantisk arbejde, og det er heller ikke gratis at blive målby for et løb som Tour de France, men jeg er slet ikke i tvivl om, at det er en investering, som vil være det hele værd – både gennem den oplevelse, det bliver for borgerne, og gennem den opmærksomhed Sønderborg vil få over hele verden, udtaler borgmester Erik Lauritzen.

Arbejdet med at få de tre danske Tour-etaper vil koste i størrelsesordenen 90 millioner kroner. Heraf vil Sønderborg Kommune afsætte de 10 millioner kroner, som er det beløb der er fastsat for målbyerne.