volley artikel header, colourbox

Sønderborg bliver værtsby for U18 DM i volleyball

Danmarks Volleyball Forbund har udvalgt Sønderborg Volleyball Klub som arrangør af danmarksmesterskabet for U18-hold.

Det vækker stor glæde i Sønderborg Volleyball Klub, at Danmarks Volleyball Forbund har udvalgt Sønderborg som værtsby for DM for U18-hold 7-8. maj 2016. Stævnet skal holdes i Humlehøj-Hallerne. - Som arrangør får vi både en unik mulighed for at vise borgerne i Sønderborg Kommune volleyball på topplan og samtidig vise resten af Danmark, hvad Sønderborg er, og hvad vi kan hernede, udtaler Cristi Dorofte, formand for Sønderborg Volleyball Klub.Også Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen, glæder sig over det forestående DM.
- Det er en fjer i hatten for Sønderborg Kommune, og det viser, at vi er en kommune med et rigt kultur- og idrætsliv. Jeg vil gerne ønske Sønderborg VK tillykke. Som kommune står vi klar til at hjælpe, så deltagerne vil huske Sønderborg som et sted, de gerne vil komme tilbage til, udtaler Erik Lauritzen. 

Flere stævner kan komme

Værtskabet for U18 DM giver samtidig Sønderborg en unik mulighed for også i fremtiden at komme i betragtning til store volleyball-arrangementer. Iværksætter og Managing Director i FBL Management Thomas Bjørn-Lüthi samarbejder i dag med Dansk Volleyball Forbund og har fra sin base i Sønderborg lagt meget arbejde i, at få DM til kommunen.- Stort tillykke til Sønderborg Volleyball Klub og til os alle sammen i Sønderborg Kommune. Det her bliver enormt spændende, og jeg håber virkelig, at byens borgere vil møde talstærkt op i Humlehøj-Hallerne og bidrage til at skabe en festlig ramme for deltagerne.  For gør vi det, så har vi rigtig gode muligheder for at få lignende – eller større – volleyball-stævner til Sønderborg, siger Thomas Bjørn-Lüthi, der allerede er begyndt samarbejdet med den nye eventafdeling i Sønderborg Kommune. 20 hold deltager ved U18 DM i volleyball. Indledende runder spilles om lørdagen, mens finalen afvikles søndag.