Kongeligt Slotsgartneri

Kongelig køkkenhave bliver ny attraktion

Gråsten Slotshave med den kongelige køkkenhave skal i fremtiden være en regional attraktion. Det er hovedpunkterne i et nyt udviklingsprojekt til 40 mio.

Den kongelige køkkenhave ved Gråsten Slot styrkes som en attraktion med lokal forankring, når stedet fremover formidles gennem en række beskæftigelses- og undervisningstilbud og med en bred palet af oplevelser for de besøgende. Det er målet med det partnerskab, som skal drive den nye, åbne køkkenhave ved Gråsten Slot. 

Kulturminister Bertel Haarder siger: 
- Ved at inddrage lokale kræfter og foreninger skaber vi et aktivt og bæredygtigt kulturprojekt, som styrker formidlingen af en særlig del af vores kulturarv. Det vil gøre Gråsten Slot og Slotshave til et endnu større aktiv for lokalsamfundet og en stor attraktion i Sønderjylland – og så i min barndomsby.

Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen, siger:
- Gråsten Slot er en del af den identitet, man har som borger i Gråsten. Slottet og Gråsten hører sammen. Derfor er jeg utroligt glad for, at der nu bliver mulighed for at få endnu større oplevelser, når man besøger slottet. Jeg er ikke i tvivl om, at slots- og køkkenhaven bliver attraktiv – både for byens og kommunens borgere, og ikke mindst for turisterne. Og så er jeg stolt af, at man har skabt et projekt som dette, hvor man inddrager borgerne og gør dem til en del af havernes aktiviteter.

Frugt og grønt fra dronningens køkkenhave 

Traditionen med leverance af f.eks. urter til hoffet fastholdes og forbedres. Samtidig bliver køkkenhaven en katalysator for et samlet løft af formidlingen af hele anlægget med slot og slotshave.

Gråstenæblet skal give smag på oplevelsen og er et af hovedtemaerne for serveringen i caféen, der åbnes i det nye besøgscenter. Der vil desuden være formidling og undervisningstilbud til en bred målgruppe, og mulighederne for at få en guidet rundvisning af stedets gartnere bliver forbedret. Der skabes samtidig nye muligheder for oplevelser og læring gennem flere aktiviteter på stedet.

Frivillighed i højsædet

Hjørnestenen i projektet er, at mange af de fremtidige aktiviteter i køkkenhaven drives med inddragelse af lokale foreninger og frivillige i Gråsten og Sønderborg. De medvirker til at skabe nye muligheder for oplevelser, som kommer til at præge det nye kultursted og bliver afgørende for projektets realisering. 

Drift i partnerskab

Den udvidede driftsindsats i køkkenhaven bliver varetaget af Væksthuset – der rummer Sønderborg Kommunes socialpsykiatriske beskæftigelsestilbud – i tæt samarbejde med gartnerne på stedet. På den måde skabes der faciliteter, som tilgodeser, at personer med støttebehov kan komme til at fungere på arbejdsmarkedet. Derudover er foreningen Gråsten Forum, en række erhvervsinteressenter og andre lokale aktører knyttet i et fællesskab, der skal drive og udvikle køkkenhaven.

Fakta om projektet

  • Udviklingsprojektet består af fire indsatsområder: en åben og aktiv køkkenhave, ’Gråstenæblet – en kongelig smag’, bæredygtig drift i partnerskab og naturen i kulturlandskabet.
  • Det er Kulturministeriet og Sønderborg Kommune, der har indgået et partnerskab om realiseringen af projektet i Gråsten. Der er desuden dialog med Naturstyrelsen Sønderjylland om planer for yderligere tiltag, som skal understøtte slotshavens placering i et unikt kulturlandskab. Også turistorganisationen Destination Sønderjylland deltager ved at markedsføre Gråsten og dets mange nye kulturtilbud som en ny regional attraktion.
  • Den samlede økonomiske ramme for projektet er 40 mio. kr., der blandt andet søges finansieret gennem fondsdonationer.