Gravensten 1783 Foto Søren Gülck

Gyldne dråber af gråstenæbler på vej

Under æblesejladsen ved Gråsten Æblefestival i 2015 blev et nyt produkt skænket og præsenteret. Det var ”Gravensten 1783”, der er tænkt som en aperitif, det vil sige en drink før et måltid, eller som dessertvin.

Bag Gravensten 1783 står Fleming Voetmann, efterkommer af gartnerfamilien Vothmann, der udviklede gråstenæblet. Han bor nu i Sønderborg og har dannet partnerskab om vinen med Benny Engelbrecht, der bor i Gråsten-området og medlem af Folketinget. Begge har en stor interesse i gode råvarer og fødevarer.

- Inspireret af Gråsten Æblefestival har vi kastet os over gråstenæblet, som jo på én og samme tid er egnens kendetegn og min families stolthed. Hvis vores produkt kan bidrage med lidt nyt til den fortælling og til æblefestivalen, er jeg en glad mand, siger Fleming Voetmann, og Benny Engelbrecht tilføjer:

- Det vil også være skønt, hvis det kan inspirere andre til at udvikle nye produkter af råvarer fra området.

Flemming Voetmann og Benny Engelbrecht med Gravensten 1783
Fleming Voetmann, til venstre, efterkommer af gartnerfamilien, der udviklede gråstenæblet. Sammen med det lokale folketingsmedlem Benny Engelbrecht udvikler han nu en aperitif med gråstenæblet, Gravensten 1783. Foto: Søren Gülck

Rigtigt klar næste år

Dråberne i glassene ved æblesejladsen var dog ikke udvundet af gråstenæbler, men af sorten Elstar. Det var nemlig først da, at produktionen af Gravensten 1783 gik  i gang på Sydfyn med æbler fra dette års høst på Hestehavegård Frugtplantage ved Sønderborg.

Der produceres nu 300 flasker, og de skulle være klar til salg i ved æblefestivalen 2016. De vil også blive solgt på Hestehavegård. 
Gravensten 1783 skal holde 24-25 procent alkohol – lidt mere end hedvin, men stadig noget mindre end brændevin.

Landets første planteskole

Den første gartner, Fleming Voethmann kender til i sin slægt, kom til Notmark omkring 1630.  Hans efterkommer Peter Vothman etablerede i 1689 Danmarks første planteskole i Sønderborg. Indtil da var der kun gartnere ved slotte og herregårde.  Siden blev planteskolen overtaget af Hans Peter Vothman, der udviklede gråstenæblet med podekviste fra Gråsten Slotshave, og æblet blev hurtigt populært både i Danmark og i udlandet.  

Området i Sønderborg, hvor planteskolen lå, blev efterhånden delt op. Blandt andet blev den delt i to, da der i 1864 blev anlagt en militær vej - den nuværende Kongevej, og planteskolen lukkede i 1911.

I dag er det kun en mur ud mod Mariegade, som vidner om haven, men ideerne fra gråstenæblets fader blev udbredt, da mange unge gartnere fra slotte og herregårde stod i lære hos ham. Sønnen Johann Georg var involveret i arbejdet og skrev også nogle meget anvendte bøger om havebrug og gartneri, blandt andet om æble- og pæremost. En af de mest berømte bøger blev udgivet i 1783. Derfor har vinen fået navnet Gravensten 1783.

Følg Gravenstein 1783 på Facebook HER